Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring

 

Kære læser, kære deltager

Hjertelig velkommen til solskinsmad og vandring – til en oplevelse, du kan tage med dig og nyde godt af resten af livet!

– til dage med skiftende landskaber og naturoplevelser, et kig ind i årstiden og naturens variation. Dage fulde af lys, luft og bevægelse, naturlig træthed og skøn udhvilende søvn, stilhed og eftertanke, humor og latter.

Vi lægger vægt på en oplevelse af at være væk fra den larmende verden – og vi beder dig respektere, at vi har særlige rammer mht. mobiler og medier. Det opbygger og giver fornyede kræfter til at møde verden igen.

Velkommen til solskinsmad, meditativ indtagelse af måltider og til grøntsags-universets lækre mangfoldighed.

Det er altid en god ide at mærke efter! Kombinationen af den udrensende mad og vandringen kan være en udfordring på flere planer.

Lad dig udfordre lidt – fysisk, psykisk og spirituelt. En vandring med Fod på Livet er næsten altid ensbetydende med overraskende oplevelser, indre som ydre.

For at kunne nyde turen, er det en god ide at gå-træne i månederne før turen. Vi hjælper dig gerne med gode råd.

Har du lyst til at opleve ovenstående, er du havnet det rigtige sted.
Er dit fokus kød og kaffe – så find dig en tur, hvor kød og kaffe bliver serveret.

Spiritualitet en del af konceptet. Ikke under nogen bestemt form – blot som et åbent tema med uendelig mange indgangsvinkler og variationer.

I det følgende finder du information og praktiske oplysninger.

Jeg håber, du finder svar på dine spørgsmål, og du er altid velkommen til at ringe til mig på tlf. 20 84 99 91 og få svar på flere spørgsmål.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Kærlig hilsen

Birthe Straarup – projektleder

Indhold:

1. Dags-længder på 20-25 km – kan jeg det? Forberedelse – gennemførelse!
2. Overnatning
3. Ruter – Om at finde vej
4. Dagens program
5. Solskinsmad
6. Tilmelding – pris – depositum
7. Bagage-transport – Transport til og fra turen
8. Pakning – hvad, hvor meget, hvordan og hvorfor
9. Tjek-liste
10. Evt. skader, forsikring, transport, rusmidler, medicin
11. Medier
12. Gæster

1. Dags-længder på 20-25 km – kan jeg det?
Forberedelse – gennemførelse!

Ja, det kan du, hvis du er vant til at gå og/eller bruge din krop. Og måske også selvom du ikke er så vant til det – blot du er indstillet på at træne fra nu og til start. Distancerne er gennemsnitlig 25 km om dagen. Nogle dage mindre, andre dage mere. Der er 7-8 timer til at gå dem – fra kl. 08.30 til kl. 16.

Fødselsår er ikke afgørende for deltagelse. Den yngste har været 12 og den ældste 82.

Mere om træning, når du tilmelde dig.


2. Overnatning

På vandreturene overnatter vi de fleste nætter på private eller offentlige skoler. Vi sover på liggeunderlag i klasseværelser eller i en gymnastiksal.

3. Ruter – Om at finde vej  

Ruterne er lagt ad små veje, grusveje og stier, kun på få korte strækninger langs befærdede veje. Ruterne er valgt ud fra naturskønhed og variation – ikke ud fra et ønske om at følge den korteste strækning.

I 2019 vil der være stifinder på nogle ruter, mens du selv finder vej på andre. Det er et valg, om man vil bruge mobilens navigation. Man behøver jo ikke gå og kigge ned i den hele tiden.

Når der er stifinder med: Du kan enten følges med stifinderen eller gå efter de markeringer, som han/hun sætter. Stifinderen holder pauser ca. hver anden time og en længere spisepause – lidt afhængig af vejret og rutens længde. Går du hurtigere end stifinderen, finder du selv vej. Gruppen er som regel fremme ved overnatningsskolen ved 16-tiden.

Tempo
Det er altid god strategi at gå i sit eget tempo og holde pauser efter eget behov. Det sparer på kræfterne.
MEN det kan også motivere til at finde de sidste af dagens kræfter frem at gå sammen med en, som man taler godt med – eller blot at gå ved siden af hinanden og vide, at den anden er der for én.

Hvis man er usikker på, om man kan finde vej selv, kan man lave aftaler med nogle af de andre om at gå, så man kan se hinanden. På den måde kan man opnå at gå for sig selv og alligevel føle sig tryg.

4. Dagens program

6.00 Vækning

7.00 Morgenmad

8.15 Morgensamling

8.30 Afgang

18.00 Aftensmad

19.30 > 20.30 mødes vi – udveksler dagens oplevelser – hvordan har vi det,  hygger og synger måske en sang, drikker te.

21.00 Godnat.

5. Solskinsmad

Turens særlige varemærke er den økologiske/biodynamiske og friske mad, rå og tilberedt.

Solskinsmadens koncept omfatter følgende elementer: planteføde – dyrket økologisk eller biodynamisk, bæredygtighed og miljøbeskyttelse, minimalt madspild, minimalt energiforbrug, optimal næringsoptagelse, kropslig og sjælelig sundhed og velvære samt enkelhed.
Solskinsmad er udviklet ud fra ideen om rene fødevarer, friske råvarer, bevarelse af enzymer, vitaminer og mineraler, sunde fedtstoffer.
Solskinsmaden tilbyder bevidstgørelse om råvarernes smag, duft og indvirkning på vores energiniveau, kropsfornemmelse og psyke.

OBS!
 Der serveres ikke individuelle diæter på turen. 

Med din tilmelding siger du ja til at prøve, hvordan det er at leve af solskinsmad i den tid, du deltager. Gruppen har brug for din solidaritet. Det er derfor en god idé, at du gør dig klart, om det er dit mål at prøve, hvordan det er at leve af solskinsmad sammen med Fod på Livet.

OBS.
 Hvis du hører til dem, som vil på café med is og kaffe ind imellem, eller synes du hellere vil spise pizza eller proteinbar i stedet for grøntsager, så vælg en anden tur, hvor disse elementer er en del af konceptet 🙂

For de, som søger oplevelser af mere spirituel karakter, er her en oplagt mulighed, idet den lette fordøjelse overlader energien til bevidstheden i stedet for at bruge den på den fysiske fordøjelsesproces.

Måltiderne består af rå og tilberedte grøntsager – udblødte kerner og spirer – nogle dage varme supper, lidt frugt som tilbehør og solris (hirse, boghvede, quinoa, ris, hel rug, amarant, vilde ris – kogt hver for sig eller sammen).

Solskinsmad giver en fornemmelse af lethed og styrke og godt humør. Kombineret med mange kilometer flere dage i træk, øger solskinsmaden evnen til nærvær og fordybelse. Man fornemmer hurtigt den nye energi, når kroppen bliver fyldt med vitaminer, mineraler, enzymer og livskraft.

Meditativ spisning og tygning
Vi bruger meditativ spisning og intensiv tygning til at afkode råvarerne deres smagsnuancer og sanse, hvad de tilbyder os som næring til krop og sjæl.

Vi underviser i tygning. Jo bedre man tygger sin mad, des mere energi får man ud af den.
Ved særlig grundig tygning fremkommer flere smagsnuancer, spytkirtlerne aktiveres på et dybere niveau, og næringsoptagelsen mangedobles i fordøjelsessystemet. Herved bliver man hurtigere mæt, opnår lethed i kroppen og får mere energi.

Vægttab: De fleste deltagere taber mellem 5 og 10 kilo i løbet af de 4 uger.

6. Tilmelding – Pris – Depositum
Tilmelding: “først til mølle-princippet”.
Nogle vil være 4 ugers-deltagere. Andre 1, 2 eller 3 ugers deltagere.

Du tilmelder dig ved at udfylde og sende tilmeldingsblanketten og indbetale depositum på konto 8401 – 12 933 74.
Din tilmelding er gældende, når din overførsel af depositum er registreret.

Pris pr uge: 4800,- kr.  (7 døgn – lørdag til næste lørdag)

Deltagergebyret inkluderer 3 daglige måltider, natlogi og passage over bælterne.
Dog medbringer du selv frokost på ankomstlørdagen. Og hvis du har brug for ekstra snack i form af kerner eller frugt, supplerer du selv.

Depositum: 4800,- kr.
1 uges deltagere betaler således hele deltagerbeløbet ved tilmelding.

De første 3 “ord” på din betalings-overførsel skal være dit navn og
derefter hvad du betaler for – fx depositum.
Hvis du deltager i flere uger, kan du aftale at betale i rater.

Framelding:
Betingelserne her kan forekomme lidt strikse. Men jeg beder dig være opmærksom på, at turens gennemførelse afhænger af, at vi kan regne med deltagerne. 28 skoler og et trecifret antal personer er involveret i turens afvikling.

Depositum tilbagebetales ikke, men kan overføres til en anden person.

Framelding pga. sygdom kræver lægeerklæring og skal meddeles Fod på Livet ved personlig samtale og pr mail mindst 30 dage før tur-start. Det indbetalte beløb minus depositum returneres.
Ved afmelding senere end 30 dage før start, altså senere end 17. juli 2019, kan beløbene overføres til anden deltager indtil 14 dage før start, men ikke refunderes.

Alle indbetalte gebyrer bliver fuldt tilbagebetalt i tilfælde af, at turen skulle blive aflyst.
Fod på Livet hæfter ikke for beløb udover det indbetalte.
Og vi har til dato gennemført de planlagte ture fra Gedser til Skagen.

7. Bagagetransport – Transport til og fra turen

Som deltager rejser du selv til start-destination og fra slutdestination.

Uge 1 begynder i Gedser, uge 2 i Vinding lidt vest for Nyborg, uge 3 i Tørring, uge 4 i Valsgård lidt nord for Hobro.
Der går busser, og der findes Bed and Breakfast-steder i nærheden, hvis du har brug for at overnatte inden start.

Bagage-transport
Du går med en turrygsæk, som indeholder madpose, vand, ekstra tøj. Din øvrige bagage transporteres.
Ved tilmelding får du en detaljeret beskrivelse af, hvad bagagen må måle og veje samt masser af råd om pakning og grej.

10. Om evt. skader, forsikring, rusmidler, medicin 

Det er klart en fordel at tage en “fridag”, inden et problem bliver for stort, i stedet for at gå for længe med det. Fod på Livet påtager sig ikke noget ansvar for evt. fysiske eller psykiske ubalancer, som måtte opstå hos deltagerne undervejs eller i forlængelse af turene. Det påhviler den enkelte deltager at tage ansvar for eget helbred på alle måder – også at forlade turen, hvis den viser sig at kræve mere, end deltageren kan klare.
Indtag af smertestillende medicin i forbindelse med vandringerne er uacceptabelt – det påhviler deltagere at forlade turen, inden det bliver nødvendigt at indtage smertedæmpende stoffer.

Den enkelte deltager er selv ansvarlig for at være forsikret mod ulykke, tyveri osv., idet FpL ikke påtager sig noget i relation til disse forhold.

Ture uden rusmidler og giftstoffer
Udover at være i rimelig form, når turen starter, forventes du at tilslutte dig Fod på Livets madkoncept samt være loyal omkring idealerne for sundhed: ikke at indtage diverse rusmidler – være røgfri – lægge alkohol, kaffe, slik, kager osv. på hylden, mens du er med Fod på Livet.
Af hensyn til dig selv og af hensyn til turens øvrige deltagere.

Det frarådes at deltage, hvis man indtager psykofarmaka eller anden medicin, som påvirker ens konstitution eller adfærd. Når du tilmelder dig en tur med FpL er du forpligtet til at meddele Fod på Livet, hvad du indtager af medicin.

Ring gerne og lad os tale om det, hvis du er i tvivl.

11. Medier 

På turene er der indimellem journalister, som gerne vil høre om din tur og måske have billeder. Du kan altid afvise at være i nærbillede eller blive interviewet. Men du vil måske kunne ses som deltager på gruppebilleder/ på filmfrekvenser, og du accepterer dette med din tilmelding.

12. Gæster

Gæster er hjerteligt velkomne på en-dags-etaper – og ved vores aftensmåltid.
Som gæst på dagens tur spiser du morgenmad hjemmefra, medbringer frokost og vandflaske. Såfremt der er plads i køkkenet den pågældende dag, er du velkommen til aftanspisning. Det koster kr. 100 .
Tilmeld dig på 20 84 99 91 dagen før og vær på startstedet kl. 8.15 .

Invitation til at spise solskinsmad
Hvad enten du går med på dagens etape eller ej, er du velkommen til at spise med fra kl. 18.00 til 19.00, såfremt der er plads i køkkenet den pågældende dag. Det koster kr. 100.
Ring på 20 84 99 91 og spørg/giv besked – gerne én – helst to dage før.

Forhåbentlig fandt du svar på de fleste af dine spørgsmål. 

Og ring endelig, hvis du har flere!

Jeg glæder mig til at møde dig!

Kærlig hilsen

Birthe Straarup – 20 84 99 91