Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 28 - Fredag d. 09. september - Solskin på Grenen

Grenen i solskin! Hvad mere kan man ønske sig?


Alle er nået frem - der omfavnes og ønskes tillykke! - mens de to have skvulper sammen bag os i tårnhøje smukke sprøjt!
Humøret er ligeså højt. Tænk... endnu en gang at stå her.... for niende gang. Det er rigtig dejligt.



Lige nu er vi "hjemme" på skolen - Ankermedets skole - deltagerne er gået i seng - og vi på køkkenholdet tørner også ind om få minutter. Klokken er 23. Og du får meget mere om dagen i dag ... i morgen eller på søndag, når jeg er kommet hjem.
God nat og sov godt.

Kærlig hilsen
Birthe

Her kommer en fyldigere version af den sidste dag på turen:
Det er morgen på Ålbæk skole. Vi er i gang med lidt opvarmning, og en lille gut kigger interesseret  på Lis og gør bevægelserne efter hende.

Derefter stryges meridianer.




Så er der afgang mod Skagen - i strålende sol og blå himmel. Det er næsten ikke til at fatte. Dette års tur har været den mest fantastiske med hensyn til vejrlig - bygerne kan tælles på een hånd.

Mens deltagerne er på vej mod Hulsig, gør køkkenholdet færdig på skolen
og går en tur ud til vandreklitten for at samle energi til resten af dagen.
Her er undertegnede indfanget i højderne og blæsten.



Og Ankie på samme sted.


Vi skal være på skolen ved tolvtiden for at nå at forberede aftenens lækkerier.

At dømme ud fra entusiasmen her på billedet  bliver det godt

Vi skal mødes ved stationen kl 14.30. Sanne og Lillian er ankommet.


Og snart er alle samlet - på nær Jesper - ham er der ingen, som har set i et stykke tid.

Nogle vil gå det sidste stykke uden rygsæk - andre med. Så der sættes i bilen, og vi venter de sidste 5 minutter for at se, om Jesper dukker op.


Bente har regnslaget indenfor på maven - men hun får ikke brug for det.
Gruppen går af sted - jeg kigger indenfor i boghandelen for at købe flag, og da jeg kommer ud, kommer Jesper gående. Han er frisk og indhenter gruppen.




P-pladsen er  passeret og forude venter Grenen.


For mange er de sidste hundrede meter af den 700 km lange tur et ekstra eftertankeøjeblik!

Der krammes...... og ønskes tillykke!

Det er godt at få kølet fusserne.







Marianne lytter til Amdi.

Og her er årets gruppe samlet. Tillykke alle I fantastiske gængere! I har godt nok tygget meget hvidkål, drukket meget bukkehorn og haft fødderne i samme i et hidtil uhørt omfang for at nå hertil. Men det hjalp, og I gjorde det: gik vablerne flade. De er virkelig flot.

Det er ikke så koldt, som man skulle tro - vinden var kold inde på p-pladsen, men herude virker det lunt.

Tilbage mod p-pladsen skal vi lige have det sædvanlige billede ud over Grenen.

Vi på køkkenholdet skynder os til Ankermedets skole, mens de fleste deltagere spadserer de 5 km tilbage. Det er en god måde at afslutte turen på - at få tanker og følelser til at falde til ro efter højdepunktet ude på Grenen.
Om aftenen er der feststemning.

Her er Rita i "galla".

Her Anja.

Og her en dejlig sundt træt Marie.

Lise på catwalken! Man har været i genbrugsen!


Ud over suppe er der blandt andet denne tyrkerhat på buffeten. Revet rødbede (stærk) med blomkålsis i midten.

Til aftenmødet rydder vi bordet og lægger diplomerne ud på bordet.

Marie har lavet en sjov lille sang, og Lisa også.
Der siges mange dejlige ord og takkes for godt samvær og omsorg for hinanden.

Alle i denne gruppe har bidraget hver på deres måde. Nogle med stille nærvær, andre med flere ord. Begge sider er vigtige elementer i en gruppe som denne. Tak til jer hver især for netop jeres måde at være på. Det har været meget lærerigt for alle på mange planer og på forskellig måde. Selvfølgelig er der forskel på, hvad vi tager med os hjem fra denne tur, men der er ingen som tager hjem herfra upåvirket.

 

Tak for denne gang - for dette års tur - til jer, som har gået - til jer, som har fulgt os på dagbogen - til jer, som har beriget vores tur i lokalområderne - til jer, som har sejlet for os - til jer, som bakker op om projektet i stort og småt.

Tak til Amdi og Bente, fordi I tilbød at dyrke rødbeder, løg og gulerødder til os. Rødbederne og løgene fulgte os fra Gedser til Skagen

Tak til Ingvard, Jesper, Fitte, Ejnar, Karen og Finn - stifinderne - for jeres mange gode pile.

En særlig tak til køkkenet, som er omdrejningspunkt på turen: Eva, Ankie, Marianne og Lillian. I har trukket et kæmpe læs under næsten umulige vilkår. Det er ganske særligt at skulle tilbrede måltider, når alting hele tiden skifter plads, og man oven i købet er tidspresset i mange situationer. Tak fordi I er så loyale overfor solskinsmadens koncept, og fordi I har villet være med. Kæmpe kram fra mig.

I 2012 vil turens koncept folde sig ud på nye måder.
Det er 10. gang til næste år, og det skal fejres med fornyelse og transformation af projektets essens: bevidsthed om krop og klode.

Hold øje med nyhedsbrevene - det næste kommer omkring 1. oktober.

Mange kærlige hilsener til jer alle fra Birthe og Fod-på-livet-holdet.