Jeg har ikke kunnet komme på nettet i flere dage. Ingen satellitforbindelse via det måbile netværk. Så jeg er lidt bagefter med dagbogen. Nu forsøger jeg at indhente det forsømte.

Fortjener vi godt vejr endnu en dag?? Joh, det ser sådan ud.... vinden er lidt kold, men solen titter frem, og vi ser lyst på situationen, da vi står der i Ørum skoles gård. Lise har lavet morgenhilsen til jorden med os. Karen Jensen er kommet fra Viborg. Hun har beredvilligt sagt ja til at føre os gennem Bigumskoven, hvor så mange fodpålivet-deltagere er faret vild de foregående år. Karen er turleder for DVL gennem mange, mange år. Hun viser sig at være en skøn rolig person, som straks falder ind i gruppens rytme og energi.
Da jeg har hjulpet køkkenholdet færdig i Ørum, indhenter vi gruppen ved Tjele Hovedgård. Her kører Marianne videre, mens Lillian og jeg står af og går turen sammen med gruppen og Karen.

Ved ti-tiden når vi Vammen. Her et skønt gammelt skilt i byens midte - ja, centrum, kan man vist sige. Der ligger en købmand på hjørnet...
 

Efter en tissepause og vandopfyldningspause ved kirken går turen ind i parcelhusoområdet og ud på stierne øst for byen.

Det første stykke - 3-4 km - er godt  markeret med pile.

Denne lille skønhed stod og lyste os i møde i al sin enkelthed.

Vi går på den øvre sti, så vi kan se ud over Skals ådal. Her holder vi pause i den sidste åbne lysning inden skoven.

Rita og Karen i hyggelig samtale.
Karen kender skoven rigtig godt - ved præcis, hvor vi skal hen. Min fornemste opgave på denne etape var at lære den at kende, så jeg kan stifinde på næste års tur. Karen foreslog, at jeg forsøgte at finde vej med kompas og et enkelt kort over området. Og sandelig... det kan man fint.... og så var det jo erfaret og lært. Tak til dig for din søde og dejlige måde at være på, Karen

Her en anden fryd for øjet!

Vi lærte mange ting af Karen på denne tur. Blandt andet at det er skønt at komme væk fra vejene, når man lægger an til frokostspisning. Her er gruppen i en lysning, som var nået via en kort tur ind gennem et krat.

Der kom en lille byge midt i grøntsagerne, så vi måtte kravle ind under diverse "telte".

 Lidt før Klejtrup blev vi mødt af disse tre kampberedte kalkuner. De syntes helt klart, at vi skulle lægge mærke til dem, for de snakkede meget højt i munden på hverandre.

Så når vi Klejtrup. Herlig lille by med "Genbrugs" og det hele. Især en formidabel udsigt over Klejtrup sø, hvor viberne allerede er ved at samles i flokke for at træne deres unger i flyvningens kunst. Deres lidt karakteristiske, lidt vemodige lydudtryk høres tydeligt, da vi nærmer os.

Marianne har også fundet skolen, og snart er køk-holdet i gang med aftensmaden, mens jeg kører Karen tilbage til Ørum og hendes bil. Vi har inviteret på solskinsmad, men Karen har et møde denne aften. Hun er en aktiv dame med mange jern i ilden. Tusind tak fordi du ville være med os idag, Karen. Det har været en stor fornøjelse at lære dig at kende. Jeg håber, at vi ses igen!


Der er kø ved buffeten.

Her Jesper, Amdi og Kristine tålmodigt ventende.

Her en smuk tallerken.

Lises Hans er på besøg - igen om det er os eller Lise, han ikke kan undvære, står hen i det uvisse.

Marianne har lavet tyrkiske ærtedeller - de er populære og forsvinder som dug for solen.

Der er gratis koncert i kirken lige ved siden af - halvdelen af deltagerne får sig en anderledes oplevelse, og vi andre taler om mad og om, hvordan nogle hen ad vejen mister appetitten på de mange friske grøntsager. Det kommer, når kroppen trænger til pause. Nu har den fået så mange anti-oxidanter og udrensende stoffer indenbords, at den har brug for pause for at kunne anvende dem. Så skal man stoppe med at fylde på - bare drikke rigeligt vand - bevæge sig - og lytte til dens behov for hvile. Appetitten kommer helt af selv igen.
Vi snakker også lidt om, hvordan man kan variere solskinsmaden, når der som her er så mange forskellege ting på buffeten til hvert måltid.
Hvis man stabler det hele på tallerkenen til hvert måltid, kommer måltiderne til at smage meget ens. Det er meningen, at man selv skal være selektiv - vælge nogle få fødeemner ud, som man har lyst til lige nu, og derved få de enkelte smagsnuancer frem. Derved mærker man meget fint, hvad man har brug for lige nu. Og måltiderne bliver dejligt forskellige.
Også kunsten at spise grøntsagerne hele - istedet for at snitte alting i smådele - kan hjælpe til med at bevare appetit og diversitet i smagsoplevelsen.
Rigtig god snak - tak for den!