Morgenstemning i køkkenet på Kastrupskole nord for Vordingborg.
Tid til en lille drik mælkebøttesaft.
Nøej, hvor det dog regnede fra morgenstunden! Og det blev det ved med heeeele dagen – og hold da helt op, hvor var de våde, da de kom til Mogenstrup og Fladsåskolen.
Og så skulle man jo tro, at det var nedtur – men nej - da køkkenholdet drejer ind på p-pladsen og pisker over til svømmehallens foyer, møder vi to smilende, frokostspisende Fod på Livet-folk, Bente og Amdi, som hviler ud efter små tyve kilometer i tirsdagsregnvejr. Lidt efter kommer Jesper med et endnu mere strålende smil, smider regnslaget, ruller buksebenene ned og siger: Det er dejligt ikke at få våde bukseben!
I løbet af frokosten spisningen kommer svømmehallens ene leder og vil høre om vores vandretur. Amdi kender lidt til hallen og får spurgt, om det er muligt at tage sig en lille lur i underetagen? Og jo, det er det bestemt – så Jesper, Amdi og Bente fik sig en velfortjent ”morfar” på langs på bløde madrasser!
Om aftenen fik vi resten af holdets oplevelser. Winnie og Fidde havde sammen med Gertrud, Lilli og Diana besøgt den kæreste hestepige på Hammerbakkevej 16. Først var deres øjne faldet på nogle tiltrækkende halmballer, og mens de stod og diskuterede, hvem der skulle gå ind og spørge, om de måtte hvile sig i dejlighederne, blev gardinerne trukket fra i vindueskarmen og Henriette åbnede og spurgte om der var noget, hun kunne hjælpe med?
Snart var der åbnet for gildesalen, borde og stole tryllet frem og vore deltagere bænket i læog ly for regnen.
Sikken vidunderlig gæstfrihed – og en hjertelig tak til Henriette. Som i øvrigt også tog imod de næste to, som kom forbi, Ane Kirstine og Laila.
Så var der dem, der mødte en sød murer ude ved kirken i Hammer. Han fortalte om kirkens historie, og hvordan han drager fra kirke til kirke i lokalområdet og restaurerer dem.
Ved Lov kom de forbi et lille udsalg, som havde dyrket pyntegræskar – det særlige var, at de havde form som svaner! Hvordan det kan være sket, melder historien ikke noget om.
Og så var der traktoren uden fører! Man hører en temmelig voldsom larm, ser en stor traktor køre ude på marken – en blomkålsmark – det ser temmelig syret ud – godt nok kører den langsomt – men alligevel! Så endelig ser man, at bag traktoren går 7 folk og pakker blomkål i kasser. Ja, ja, moderne gartneriproduktion!
Her til aften har vi besøg af Bente, Amdis søde hustru, som er kommet for at se, hvad hendes mand har begivet sig ud i. Det ser nu ud til, at hun er helt på højde med situationen og har helt styr på, hvad turen går ud på. Dejligt med besøg!
Vi får gennemgået dagens rute og påpeget de steder, hvor rute-beskrivelsen kunne være mere tydelig. Så er der morgendagens rute – et par sange – og så – nå ja, der er også lige vasketøjet, som skal hænges til tørre efter sådan en våd dag – og så er det – ikke til køjs – men ”til gulvs”.