Natten har været kold - morgenen kalder på handsker og lidt på hovedet.
Der er afgang fra Sofiendalskolen - over Sorthøj - Mølleparken - og ind ad Vesterbro til Limfjordsbroen.
De fleste af deltagerne har små ærinder i byen. Der skal stadig pusles om vabler og ømme tæer, og Ingvard har besluttet at få sig et par nye støvler - tænk nu hvis de gamle støvler helt skulle opgive ævred og han stod på bar bund så at sige. Det gør man ikke som erfaren vandrer - man sikrer sig.
Så sportsforretningerne fik besøg af en ihærdig sjællænder, som havde sat sig for at prutte om prisen - selv om de valgte støvler ikke var på udsalg. Det tog de kære jyllændere lidt tid, før det gik op for dem, at Ingvard ikke var til sinds at købe deres støvler, før de gav ham 10 %  på prisen. Men så gik det også i orden.

Fitte var ude i samme ærinde - dog var det i hendes tilfælde sandaler. Hun kom i havn med et par Teva - det mærke, som de fleste af os træder turen i år efter år.

Køkkenholdet var på en lidt anden tour. Selv om det også handlede om det man kommer frem med hen over jorden - højre forhjul var og blev halvfladt. Vi havde pumpet et par gange under vejs, men nu syntes vi, at det sank for hurtigt - så det blev til et besøg på Europmasters, hvor de hev et søm ud af dækket og lappede det for os.
Dernæst jagtede vi mere mysli til vores morgenmad i de to resterende helsekostforretninger i Ålborg. Tilsammen kunne de dække vores behov for resten af turen.

Om aftenen var Ankie og jeg spændte på, hvordan gruppen havde oplevet den nye rute gennem Ålborg. Vi synes selv, den er flot og dejlig at gå. Det blev der imidlertid ikke talt om - den var sat til 20 km, og viste sig at være omkring 27 km. Det gjorde, at nogle deltagere fik meget travlt med at komme i mål inden kl. 18, og det fyldte mest, da vi senere mødtes om aftenen og snakkede om dagens oplevelser. Konklusionen er, at det er bedre - i hvert fald over for nogle grupper - slet ikke at skrive noget om antal km fremfor at skrive for få.
Men allerbedst ville det selvfølgelig være at kunne angive den beskrevne distance helt præcist.

Der var grønkålspesto til aftensmaden - lidt for stærkt krydret, syntes nogle - og tilpas for andre.
Den smukke Russerhat er blomkål med makadamia og lime samt rødbede med ingefær og rosiner smagt til med nellike, kardemomme og kokos.

Aftenmødet blev også til en snak om, hvad der forventes af deltagerne ved turens afslutning. For de, som er ved at have fået nok af liggeunderlag og gymnastiksale, er det fristende at sige farvel fredag aften, når vi har spist sammen. Forståeligt nok - men vi har tidligere oplevet, hvor rodet og usammenhængende afskeden bliver, hvis deltagerne begynder at drage hjem lidt ad gangen.
De seneste år har vi derfor ved tilmeldingen betinget os, at deltagerne indvilliger i at blive til lørdag morgen, og at alle tager af sted samtidig. Det giver ro - og støtter dem, som er følsomme omkring at sige farvel og afslutte de tætte fællesskab, som gruppen har bygget op i løbet af turen.
 
Det førte os videre til at tale om, hvad man som deltager oplever på turen og får med sig hjem fra den. Alle er enige om, at det er en hård tur. Og at man ikke på forhånd kan forestille sig, hvordan man vil reagere på de mange indtryk, man dagligt bliver konfronteret med. Det lyder fra alle, at man heller ikke ville have undværet det. Alle er glade og stolte over at have givet sig selv muligheden for at prøve sig af på udfordringen. For en udfordring er det - fysisk, psykisk, madmæssigt og socialt. Man prøves, slibes, kastes rundt i sit eget indre univers og i sine projektioner - ikke udelt behageligt, mens det står på - omend så meget mere tilfredsstillende, når man er kommet om på den anden side.

Nogle er med på turen næsten udelukkende fordi de gerne vil have Solskinsmaden i 4 uger - andre vidste bare, at de skulle gå 700 km - kendte ikke til maden og dens indhold - og kan heldigvis sige, at de synes, den er lækker. De mener nok, at de vil tage elementer af Solskinsmaden med sig i deres daglige liv fremover, men også at de vil gå mest tilbage til deres tidligere livsstil.
Og sådan er det. Rom blev ikke bygget på een dag. Det tager lang tid at omstille til andre vaner. Ting tager tid, og skal have tid. Bare det at man her har snuset til den kendsgerning, at man kan leve af grøntsager - leve af planteføde - er en stor ting for de fleste - og det man ved, kan man jo aldrig "ikke vide". Så den dag man måske har brug for at leve sundere, har man denne viden med sig i bagagen.