Åhr ja, tunge skyer i horisonten - men de gav nu kun lidt fugtighed til deltagerne. I hvert fald blev de ikke våde, selv om regntøjet forblev i tasken.
Grusgraven vest for Nr. Alslev havde skiftet karakter siden sidste år. Der var blevet lavet mere sti, og den store overraskelse var et nyt shelter og en fin udsigt over sø og arbejdsplads - mange forskellige farver på grus og sten!
Ellers var det den gamle Storstrømsbro, som gav anledning til mange ord - nøej, hvor de dog arbejder på den bro altid! Der var et selskab, som lavede betonrenovering! Meget betryggende! Man havde observeret en bus og en lastbil, som nærmest måtte liste sig forbi hinanden, så lidt plads var der til dem. Og så stod der også på en af bilerne: Skagensmalerne! Det ku' vi lige forstå!
Og så var der dagens gode overraskelse: Vordingborg by og dens indbyggere - tænk de var så venlige og smilende, at deltagerne var helt oppe på beatet over det! Naej, hvor har vi fået mange smil! Det var nu kun dem, som havde taget en afstikker fra ruten for at snuse lidt rundt på gågaden. De havde også mødt nogle meget interesserede mennesker i en sportsbutik: Hvor ville de gerne have været med på turen til Skagen!, sagde de! Og vores deltagere delte velvilligt ud af visitkortene! En anden fraktion af gruppen tog den nye grønne rute forbi Rosenfelt Gods, det gamle smukke slot mellem landevejen og sundet. Og de kom først "hjem" - men kun 5 min. før byvandrerne!
Om aftenen havde vi besøg af Rita og Helen - henholdsvis 3 og 2 gange har de gået alle 700 km med Fod på Livet!
God nat og sov godt!