Jytte har sin søster Mona med i dag.

Vi synger vores morgensang. Her Kirsten og Aase.

Hvad er nu det for noget Jytte? PILLER du din majs, en for en?

JA, minsandten!!!

Annette og Esther.

Liss tager sig lige et rigtig godt hvil.

Der fotograferes inden vi skal op på Sukkertoppen ved Ry.

Så er vi kommet herop, og sikke en udsigt.

Annette, Esther, Liss og Ulla.

Hva' søren? Ulla er også begyndt at pille sin majs... Det breder sig i gruppen!!!

Ulla ved en vandmølle ikke langt fra sukkertoppen.

Der løb meget vand...

Fra venstre; Annette, Mona, Ulla, Aase, Elena og Kirsten. Tror jeg nok!!!

Finn smager på træet...

Vi kommer tættere på Ry. Skridt for skridt...

Ulla - og andre - skulle en tur forbi Galgebakken.

Så skulle der også tages et hvil. Solen bagte på Ulla, Finn, Esther, Mona og Jytte.

Gruppen på vej.

Og så kommer i de til dagens overnatningssted i Gl. Ry.

Jeg har i mellemtiden haft fat i Rita og snakke lidt med hende;

Rita Pedersen, 66, Vordingborg, der er med for 3. gang.


Rita har en veninde der hørte om Fod på Livet  (FpL) på P4 i år 2003, året som FpL startede.
hun ville med på en dagstur, da de gik igennem hendes område, men missede det.
Tog så med på hele turen året after, i 2004. Dvs. hele turen var det ikke, for hun troede at man bare kunne hoppe af og på som det passede ind i ens liv, hvilket hun også gjorde, og fik så slet ikke det fulde udbytte af turen. På turen i 2005 blev hun direkte opfordret til IKKE at gøre det samme, da der slet ikke kommer "flow" i det, som hun siger. 
Om turen denne gang, hendes 3., ser hun på det som den er delt op i to, -  to uger hver. Som at den første, der nu er overstået, går med at  få det "grove lag" taget af, gruppen er  blevet reduceret til dem der skal vandre helt til Skagen og benene er begyndt at kunne selv, så nu skal resten bare finpudses. Det der skal finpudses nu er tanker og krop. Rita vil måske også at prøve at gå lidt lettere, dvs. med mindre og mindre i rygsækken - den fysiske - og måske helt slippe den en dag. Ikke fordi hendes rygsæk vejer meget, men hun føler det som om hun har sikkerhedssele på. Hun vil gerne ind i den rytme hvor man går helt selv, og det kan for Ritas vedkommende være lidt svært når hun er så "indpakket" som hun er.
En af Ritas udfordringer her på turen er nu, at tankerne går i benene, som hun siger. Ment på den måde at når hun går og snakker med en anden, går benene bare af sig selv. Går hun alene, er der plads til at tanker kan  dukke op, og hvis de er af den lidt tungere kaliber, går de lige ned i benene. Så bliver de tunge, og gør det derved sværere at komme gennen dagens tur. Tunge tanker giver tunge ben, og lette tanker giver så lette ben. Øvelsen med at styre sine tanker er stor.

Rita siger også at det der er fantastisk med denne tur at man kan fokusere på maden og det der sker i kroppen. Og så håbe på, at hun kan tage den energi med vi omgiver os af i landet, med nordpå. Hun håber at hun får mere og mere ro jo længere nordpå vi kommer, går lettere, har tabt sig og tygger maden bedre.
Rita ser turen her som en slags korrektion på hendes liv. At hun ved at tage denne tur, bliver holdt lidt mere til den retning hun gerne vil leve i. Altså med sund mad og mere motion. At hun bliver "pejlet" på plads, og at hun får lidt mere med sig for hver gang. For selvom hun håber på at dette flow holder evigt, har hun som så mange andre oplevet at det gør det ikke. Men for hver gang hun finder den gode vej, er hun er skridt tættere på det liv hun optimalt gerne vil leve. Og hun gør det i hvertfald lige nu.
 

Mona Heuser, Fod på Livet, Gl. Ry.