Dagen begynder i skolekøkkenet - solskinsmadens lækre iblødsatte mysli med kokos, kanel, store lækre og sprøde mandler og nødder og frisk, moden frugt! Her Anette og Karin ved bordet.
Der tygges godt og længe på hver mundfuld - det bliver bedst, når man lidt meditativt giver sig tid til at lade hver mundfuld blive en bevidst del af sig selv. Lyder det underligt og uvant? Tjoeh, det er det også for de fleste mennesker. I vores kultur er vi vant til, at mad er noget, der kan skovles indenbords og synkes i tilpas grove stykker. Bare det kan komme ned gennem spiserøret, er det tilsyneladende acceptabelt for de fleste. Jo, hurtigere måltidet kan overstås, des før kan vi komme videre til noget andet og mere væsentligt end at indtage føde.
Her Kaja og Bente.
Men ak, vores krop er ikke indrettet til at modtage og drage nytte af fødeemner, som er nødtørftigt opdelt. Mavesæk og tarmkanal er højt specialiserede indretninger - ja, man ved i dag, at tarmen også er udstyret med en hjerne - og her duer det ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. For gør man det tilstrækkelig mange gange, vil det berømte gærde en dag sande til og være højere, end man er i stand til at springe. Eller sagt på en anden måde: handler man mis med sit eget helbred ved at sluge sin mad og aldrig give sig tid til at tygge og slappe af i forbindelse med sin spisning, kan det godt være, at kroppen en dag svarer igen med at strejke.
Hele den mekanisme, som vores krop repræsenterer, er afhængig af de næringsstoffer, som den kan trække ud af de fødeemner, vi putter i munden. Når de grove humpler lander i vores mavesæk og tarmkanal, virker det lidt lige som at holde en skål duftende mad frem for et udsultet barn og trække skålen til sig, når barnet begærligt rækker ud efter den. Alle de gode næringsstoffer farer jo forbi optagelsesmulighederne, fordi de er for store og grove til at blive taget ind i systemet. Overfladen på fødeemnerne i et måltid kunne være på størrelse med en fodboldbane, i stedet er fødens overfladeareal måske kun på størrelse med en bademåtte. Fordi tygningen er sparsom og spytsekretionen i mange tilfælde ikke eksisterende. Spyttet er med til at spalte især sukkermolekyler, som findes i al stivelse som brød, pasta, kartofler, frugt. Jo mere maden er tygget, des bedre kan spyttet komme til at spalte. I mavesækken kan mavesyren bedre spalte proteiner til aminosyrer, hvis overfladearealet er stort. I tolvfingertarmen kan galdesure salte og enzymer fra bugspytkirtlen bedre komme til at virke, og i sidste ende... ... kan man konstatere om  foretagenet er lykkedes... ! Hvis... så ankommer restproduktet i 6-7 cm aflange, velformede og i et tyndt lag slim indpakkede torpedoer...  toiletpapir udgår herefter som punkt på budgettet!  
Ingen tilfældigheder: fra Arilds tid har vise mænd og kvinder sagt: tyg din mad og spis sparsomt, hvis du vil leve længe og godt! Dette mundheld holder - om ikke spyt - så vand! 
Så, jo - munden og dens hulrum kan bruges til mange spændende ting... tygning er blot en af flere belivende aktiviteter!
Klokke kvarter i otte denne morgen står pludselig en lærer i skolekøkkenet. Jeg tror i første omgang, at han vil skal bruge køkkenet til undervisning, men nej, han vil have sine 31 elever med på vandring fra Skælskør og hjem til Korsør! Om det er OK med os? Det er der ikke meget andet at sige til end ja! De står nemlig uden for og venter utålmodigt på at komme af sted. Med udsigt til fri for skole, når de når frem! Står er måske lidt upræcist - elever i niende står sjældent ret længe!

De holder lige akkurat til at høre vores vandresang - hujen og piften følger!

Og så er det af sted!

Her Klara og med mor.

Ved Espe er der grangivelig gået hul på et par af pigerne fra 9. Vi tilbyder at plastre lidt på uhyggeligheden: et gnavsår - lille, men det er der! Og viser det sig, stort nok til at gøre så ondt, at ejerinden ikke kan gå et skridt videre og må hentes.

Vi andre har en dejlig morgen i den stille dis videre mod Korsør Lystskov.

Yonna har fundet sig et smukt spindelvæv og Aase assisterer.

Aktøren i midten forbliver uforstyrret i sit eget center.

Ved 14-tiden mødes vi på kajen ved Caspar Brandts plads.
Der mangler et par stykker, men de har lige ringet og meddelt, at de er på vej i skarpt trav.

Der krammes, og kærlige ønsker for de afgående fremsættes!

På Fio tager skipper, Ole og hustru Anne Marie, imod os med kaffe......øh.. som hurtigt forvandles til te. De mærkelige mennesker drikker jo ikke kaffe for tiden!

Jeg får lov at tage fortøjningerne.

Og selskabet lægger fra. To timer med fødderne oppe. Ahh!


Fra Nyborg spadseres endnu en time til Vindinge skole.


Annasøs og Anne Christine.
Og så er der aftensmad! Og kø-kultur!

Senere er der mærkværdigvis også energi nok til at synge.




Mona Heuser skriver:
Dagens vandring var en smuk tur gennem skov og marker, som på Sjællandssiden endte på høje skrænter med vandet på vores ene side. Den venstre! Ellers var vi i forkert retning... Fantastisk at indtage sin frokost 50 cm fra vandet, nå ja, og så 15 meter ned.... 
For mit vedkommende var det en speciel god tur, da jeg fik lov til at præsentere noget af min yndlingsmusik for en "med-vandrer", og så få reaktionen på dennes lytten; "Jeg glemmer jo fuldstændig, at jeg har vabler..." En i-pod vejer jo  ikke det store, så den fik lov til at komme med under de angivne 15 kg, der er os "tilladt" på turen.

Selve sejturen kan jeg ikke sige meget om, andet end Skipper og kone ville være gode mod os, og havde lavet masser af kaffe og the... Lige nøjagtig dét, som vi ikke indtager her på denne tur. Vi fik sagt høftigt nej tak, og så lagde jeg mig til at sove - og drømte nok om bagersnegle og varm kakao....

Om aftenen kom et andet slags højdepunkt, nemlig meridian-strygning. Det var mit første eget møde med det mere alternative, altså dét at være udøvende, og da min noget skeptiske "makker", en moden dame fra Nordjylland, sagde, at hun rent faktisk godt kunne fornemme noget meget behageligt, ja, så var min lykke gjort. Og overraskelsen var ikke mindre hos mig, da jeg blev strøget, og følte energien som en slags slør efter hendes hænder. Jeg følte mig uendelig godt tilpas bagefter, og sov som en engel den nat, drømmende om at jeg nok skal gøre mere af det alternative, når jeg bliver stor....