Trine Rosenkvist skriver førstse del af dagbogen i dag mandag d. 3/9 2007, og det er også hendes billeder i første del.
Turen gik fra Ry til Fårvang og med os havde vi 7. klasse fra Gjern skole, som har været med de to foregående år. Sidste år gik de med i fem dage, godt gået. I dag gik de med fra Ry til Gjern, hvor de bød på en lille forfriskning.
Desværre nåede Åse, Anne Christine og jeg ikke frem til den lille forfriskning, som vi har hørt skulle være en udsøgt fornøjelse. Vi var i stedet blevet fødselshjælpere, eller næsten i hvert fald. Da vi gik forbi en indhegning, så vi en ko, der var i gang med at kælve - nybagt mor til tvillinger- men den sidste kalv kunne hun ikke få ud; den hang med hoved og bryst ude og kaldte på sin mor, som havde nok i at holde styr på den kalv, der allerede var kommet til verden. 
Vi prøvede om vi kunne komme til at trække kalven ud, men koen var ikke meget for vores tilstedeværelse, så hun løb sin vej med kalven hængende i bagparten, når vi nærmede os. 
Til sidst hentede vi assistance hos en landmand, der kørte på en nærliggende mark, og ved at distrahere koen fik han fat i kalvens forben og trak, mens koen løb sin vej.Så denne kalv må siges at have fået en flyvende start på livet. 
Mens jeg hentede hjælp, var en kvinde i en stor fin bil og smart tøj standset og havde spurgt Åse og Anne Christine, om ikke de turde trække kalven ud? Jeg ved ikke hvorfor, for hun tilbød ikke at give dem en hånd!
Åse har set rigtig mange køer i dag. Der var dog én, hun tog fejl af, da hun i det fjerne så noget løbe rundt inde på en pløjemark. Da det kom tættere på, kunne hun dog, se at det var Anne Christine, der var på vej i fuldt firspring over. Hun var faret vild (da Birthe havde undladt et vejnavn i rutebeskrivelsen) og havde i det fjerne set de hvide Fod på Livet skilte, som Åse og jeg havde på rygsækken.
Turen i dag var rigtig smuk med mange stier, så vi slap for befærdede veje - og selv for en silkeborggenser var stierne ukendte - så cadeau til Birthe; hun kan bare det med at finde de gode ruter.
Trine Rosenkvist
Her følger en række billeder fra dagen med Birthes kommentarer: 
Fod på Livet-sang - og afsted. Det er en lang tur i dag!
De modne majs langs ruten lokker de unge mennesker - Lonni har tjek på det etiske regelsæt og hjælper med at rydde op efter de formastelige!
Anne Christine i Alling.
Alling
Ved Laven.
Et kunstværk foreviget af Helene.
Marielouise og Ankie - et kig ud over Juul Sø.
Hvilepause og det meste af madpakken! Legepladsen byder desuden på en trampolin, hvor særlig drengene viser, hvad de formår! De hygger sig gevaldigt! Og er dygtige til at bruge sig på den gyngede grund!
Astraid og Petrea.
Lonni, MIchelle og Louise.
Niklas og Jan.
Yonna, Lis og Karen i legepladsens udkant.
Annasøs og Helle har fundet sig en stolpe i den rette position!
Turen fører gennem et område, hvor hestene vist er flere end menneskene!
Marielouise, Jytte, Lis, Karen og Ankie på vej mod "passet"!
Pause efter et særlig vindigt stykke vej..........!
Der snoede sig lige en herlig gut ind mellem Ankie og Birthe. Dejligt gensyn med Niklas! Det var smadder hyggeligt, at du og Marielouise gik klapgang med os! 
Et smukt kig!
Ministop før Naturstien.
Så er vi på vej mod Gjern Bakker...........
.....og 7. fra Gjern Skole er ved at være hjemme!
Tænk at man kan gå hele vejen med ubundne snørebånd...!
Her er man ved at tilberede en golfbane i landskabet... 
I forgrunden Petrea og Rikke.
Som de foregående 2 år har klassens forældre disket op med en sund buffet til både børnene og FodpåLivet-deltagerne. Det smager himmelsk! siger deltagerne.
Magnus tager sig en lur - det er hårdt at gå over 20 km! Og hvem ved, hvad man laver i døgnets øvrige timer i den alder!?
Andre ser friskere ud efter turen. Jacob Y, Niklas og Jan.
STOR hilsen til jer her fra turens deltagere! Det var dejligt at være sammen med jer igen!
Vi ses lige pludselig igen!
Jeg har set de smukkeste skyelementer i dag. Hvidt på blåt giver mig fred i sjælen. Totterne vandrer lige ind i fantasiens gemmelege, og udstyrer sindet med næring til finurlige kreationer. 
Jeg elsker at "gå med dem" i deres uophørlige nyformning... processen føles som et anker i kroppen, fordi den er tilpas langsom til at dæmpe min forventning om forandring og lige akkurat så bevægelig, mærkbar, at den løbende kan iagttages. Som vore liv folder de sig ud og ind.