Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 22 - Lørdag d. 09. september - Rold skov i solskin!

 

 

Dagen starter med en masse farvelknus. Michael går med til Skørping, men da han som regel kommer først frem og skal videre med toget, er der mange, som vil være sikre på at sige varmt farvel. Michael er elsket af alle for sit rolige og venlige væsen. Vi vil savne ham i den sidste uge, hvor vi udelukkende er kvindelige deltagere.

Anny, Ellen, Ketty og Ings går også fra i dag.

 

Et par af næste uges deltagere er dukket op for at gå med fra morgenstunden.

 

Dagen er smuk med høj himmel. En perfekt dag at gå til Rold skov og Rebild bakker!

 

 

Begge biler kører til Arden, hvor vi stiller bagagebilen og kører til Skørping skole. Herfra går Esther og Leanne en tur tilbage gennem skoven.

 

Hen på eftermiddagen begynder alle de nye vandrere at komme og til aftensmåltidet er en hel ny gruppe samlet. Sådan føles det, når en tredjedel skifter ud.

 

Nogle af ”de gamle” har foreslået  at vi snakker tygning allerede den første aften, hvor vi introducerer de nye til turen. Og sådan bliver det. Jeg har ”sejet” nogle speltskiver, så der virkelig er noget at øve sig på. Det første kvarter går således med at tage en lille stykke sejt brød i munden  og begynde at opløse det ved hjælp af tygning og spyt. Når det er helt flydende, synkes det. Der er helt stille i køkkenet, mens det står på. Og det er mærkbart, at alle tygger det efterfølgende måltid på en helt anden måde end de ellers ville have gjort. Det fleste i hvert fald. Der er et par stykker, som  ryster på hovedet og ikke vil være med.

Men netop dette med at tygge er en væsentlig del af at spise solskinsmad. Når spyttet passerer ned gennem vort fordøjelsessystem, læger det den indre slimhinde på sin vej og er noget af det mest hensigtsmæssige man kan gøre for at leve længe og godt. De, som har dyrket det lidt her på turen, siger samstemmende, at de aldrig tidligere har prøvet noget der tilnærmelsesvis har givet dem så unik en oplevelse. Man kommer til at føle sig høj, man bliver utrolig hurtig mæt, og man bliver ikke sulten igen.

 

Her er vi ved aftenteen, hvor snakken går livligt.

Seks af de syv nye deltagere er kommet og præsenterer sig selv. Birgit har gået Caminoen i Nordspanien og fortæller lidt om sine oplevelser dérfra.

 

Godnat!