Dag 29 - Mandag d. 04. september - I mål på Grenen!
Så er det sidste morgen.Vejret er smukt og lunt, og som hver eneste anden dag på denne tur har vi en blid vind i ryggen, så vi næsten bliver båret det sidste stykke. Som ønsket af nogle i gruppen tager vi en kort energi-opladning i skolegården i Aalbæk. En enkelt lokal gæst er kommet til. Jeg opfordrer til at gå ad cykelstien over lyngen fra Hulsig, da den blomstrende lyng er et helt vidunderligt skue netop nu. Nogle tager den tur, og en stor del af gruppen kan bare ikke få nok af havet og må ned og gå langs stranden i det bløde sand. De fleste med bare tæer i vandkanten. De sidstnævnte kommer til at gå helt til Skagen, da det er svært at finde op fra stranden, før man er helt inde ved havnen. Men et par stykker tager alligevel turen op forbi den tilsandede kirke og finder ind til Ankermedets skole inden kl. 14.00, hvor vi havde planlagt at gå samlet ud til Grenen.
Vi møder en del lokale, som har hørt om Fod på Livet. Adspurgt om vej og om hvor langt der er til Ankermedet inde fra bygaden, svarer en ældre dame: Der er meeeeget langt!... Hvor langt vil vores trætte deltager gerne vide: Meeget langt, i hver fald een kilometer!svarer Skaugbo-damen med himmelvendte øjne. Hvorefter vores udsendte ånder lettet op.
Her nærmer man sig Skagen By fra Fredens Klit.
Kl. 14.00 mangler vi stadig nogle stykker, og jeg kan fornemme, at der trænges til et hvil, før den allersidste etape. Jeg udsætter afgangen til kl. 15.00 og der lyder nogle tilfredse suk fra de to gymnastiksale, hvor 10-15 deltagere er faldet omkuld på madrasserne. De har måttet skynde sig for at nå ind til Skagen på den estimerede tid. Der spises lidt mad. Tre deltagere siger farvel. De vil med toget i eftermiddag, selv om målet vinker ude på Grenen.
Endelig er alle klar. Eller er vi? Min nøgle til kontor-bilen? Den bliver ustandselig væk, og nu er den igen forsvundet...??? Det ender med at jeg og den formodede nøgle-bane-mand, Peter, sender gruppen af sted og leder febrilsk efter nøglen. Den kommer til syne i madbilen efter 6-7 minutter. Og hvisker at det var mig selv, som havde lagt den dér, da jeg flyttede bilen kort forinden og havde to nøgler i hænderne...!
Nå, af sted for at indhente de andre. De er ude af syne. Utroligt så hurtigt de er kommet af sted. Vi kommer ud til den lange, lige cykelsti ud mod Grenens p-plads ved at gå bag om stationen. Vi synes nok, vi kan skimte de andre, men er ikke sikre. Vi spørger nogle svenskere - det synes at vrimle med svenskere her - men de har ikke set en gruppe vandrere. Vi forstår ikke et muk.Gruppen er pist forsvundet.
Lige som Peter er ved at overveje, om de alligevel er fløjet derud,kommer jeg til at vende mig om efter en cyklist og får øje på Fod på Livet nogle hundrede meter bag os....!!?? Ja, ok, så stor er Skagen altså, at man kan gå flere veje...!!
Nu har flere gæster sluttet sig til os. Familie og venner er mødt op, så vi er en stor flok.
Her er sidste stop. Flagene uddeles.
Man skulle ikke tro disse mennesker havde gået 700 km.! Grenen er i sigte.
Folk kigger. Deltagerne smiler og råber med mellemrum: 700 km! Godt gået!
ENDELIG! VI STÅR DER! Solen skinner - der råbes hurra! Der krammes og siges tillykke. Nogle smider støvler og sokker. Der vades ud på grenens
alleryderste spids. Der gøres forsøg på at samle til gruppebillede. Det
holder hårdt, filmmanden er ihærdig, men der er vist kun en trejdeel af gruppen med på dette billede.
Så smider man tøjet og går i vandet. En sælunge ligger på stranden og kigger lidt nervøst på al hurlumhejen. Grenens andre gæster - for dem er der en del af til trods for, at vi er nået ind i septemter - kigger lidt nysgerrigt og lidt overbærende på os. Skulle det være nødvendigt at bære flag, fordi man besøger Danmarks nordligste punkt? Men når de erfarer, at vi har gåët fra Gedser, bliver de imponerede og vil vide mere om, hvad Fod på Livet er.
Vi samles i en kreds og forsøger at samle energien. Men det løber i bogstaveligste forstand ud i sandet. Eller jeg skal måske sige i vinden, for det blæser lidt for meget til at vi rigtig kan høre, hvad der bliver sagt. Så vi forsøger i stedet at lave "en bølge" i kredsen, men det ender i latter og pjat.
Ved 17.30-tiden går vi tilbage langs stranden. Nogle vil spadsere til skolen, andre bliver kørt i private biler. Vi er nogle mad-chauffører som lige tager en tørn i køkkenet før fest-middagen, som til en afveksling består af solskinsmad, dog med majs-kobler og gomasio i dagens anledning.
Kl. 18.30 byder vi gæster og deltagere til turens sidste aftensmåltid.
Det er både fornøjeligt og lidt vemodigt. Det bliver aftalt, at vi kan sove længe næste dag, - morgenmad er først kl. 8-9.
Så er der optræden i gymnastik-sove-salen! Jeppe og Lieselotte har gæster. Inge Wolf er mavedanserinde og Inge vil danse for os , hvis vi kan finde en cd-afspiller. Det tager lidt tid før vi finder ud af, at den tryllekunstner, som også vil optræde har et anlæg.
Inge danser til sprød og fin musik med en udstråling, som overgår alt jeg tidligere har oplevet inden for den genre. Det er virkelig smukt.
Siden får hun os andre ud på gulvet og inden vi ved af det, danser Fod på Livet. Hvem skulle tro, der sad 700 km i benene på deltagerne?!
Næste programpunkt er en fin lille sang af Ejnar, som handler om en prinsesse.
Så kommer Hans Ulrik, Rie's søn og professionel tryllekunstner. Han viser et nummer med tørklæder og levende duer, som kommer til syne på mystisk vis. Meget elegant.
Så en sketch af Margit og Marianne: "Vi slendrer gennem regnen". Det var ustyrlig morsomt med de to i regnslag og syngende duet.
Derefter synger vi fællessang og til sidst synger Per og byder mig op til en lille dans.
Det var en rigtig dejlig aften. Helt afslappet, tilskuerpladserne var dels skamler, dels deltagernes sovemadrasser langs ribberne. Kl. 22.30 er vi møre og tørner ind.
Tusind tak for en uforglemmelig aften både til gæster og deltagere! Det var en dejlig måde at afslutte vores fælles tur på. Tænk hvor herligt man kan more sig uden rusmidler. Det er værd at tænke lidt over.
Kærlig hilsen
Birthe