Dag 15 - Mandag d. 21. august - Hurra for Tørrings svømmehal og Tørring-Uldum-apotekets fodbade!
Fodbad, strækøvelser i varmtvandsbassinet og forfriskninger "på bredden" var formiddagens menu! Der var ikke mødt så mange Tørring-borgere, som arrangementet lagde op til. Der var hård konkurrence fra en indvielse af ny svømmehal i Horsens. Men Fod på Livet-deltagerne nød at sidde med fusserne i de forskellige bade, som Inge fra apoteket i Uldum havde med. På rad og række sad de så dér og råhyggede med en kop te. Indtil Jens kaldte til øvelser i det 32 grader varme bassinvand og begyndte at "danse for" - det ser så nemt ud, når man står oppe på det tørre men er straks sværere nede i vandet.Samtidig var der tilbudt korte massageforløb af Christian og Jane, og alle de fremmødte har haft mange roser til jer og nydt de 20 minutter under jeres hænder!
Dagen har budt på en del syvsovere, som lige skulle have sovet aftenens flirt med Tørrings fristelser ud af kroppen. Vaskemaskinen har kørt uafbrudt, og her ved 21-tiden tror jeg, de fleste har fået vasket deres trængende sokker og meget andet.
Enkelte har benyttet dagen til besøg hos familie og venner. En enkelt har gået morgensdagens rute for ikke at komme til at "mangle" en dag, da hun vil til bryllup i morgen.
Nogle har været rastløse - ville hellere være gået videre med det samme og kan ikke rigtig få sådan en fridag til at gå. Men de fleste har nusset lidt omkring, siddet flere timer ved Gudenåen og nydt stilheden. Og der er tydeligvis overskud til andet end at sove. Der drikkes te og hygges med alt dét, man har undværet i et par uger.
Der er mange roser til Tørrings imødekommenhed og venlige atmosfære. "Her bliver man virkelig gjort stads af som gæst" siger Kirsten. "De er bare så søde og opmærksomme - en virkelig kontrast til storbylivet i hovedstaden".
Dagens historie: Birgit, som havde fødselsdag i går, kom pludselig "hjem" til skolen i nyt tøj. Hun havde været på kig efter et par bukser og var "faldet over" et par, som virkelig sad godt. Så fandt ekspedienten en skjorte, som også passede, og minsandten om ikke der faldt et par bluser ned fra himlen som fødselsdagsgaver fra forretningens side, da de hørte, at det var Birgits fødselsdag! Så vi har en helt ny Birgit, som bare går rundt og er smart i Tørring-tøj!