Dag 10 - Onsdag d. 16. august - Lækkerier ved Koborg!
Morgen i Morud.Dagen startede med fødselsdagssang og flag til Eugen.
Et kvarter over otte startede gruppen fra Havrehedskolen med kurs mod Brenderup. Der var lovet byger om formiddagen og vedvarende regn om eftermiddagen.
TV2fyn meldte deres ankomst ved Jens Jørgen Fischer, og han kørte med ud på ruten, da jeg alligevel skulle hente Linda, som var "gået kold" som Henrik udtrykte det i telefonen. Så vi kørte til Gamby, ca. halvvejs mellem udgangspunktet og frokoststedet for at filme og give et lift til Linda.
En lille hund ville absolut følge gruppen undervejs, og til sidst måtte nogle af deltagerne kontakte nogle lokale folk for at få dem til at tage sig af det lille søde kræ, som de berettede.
Gruppen kunne næsten ikke komme forbi lækkerierne ved Koborg, hvor stien går forbi modne brombær og blommehegn. De kaldte det for "Store spisedag", da de kom frem!
Vi havde holdt ved Fyllested Ellegård, hvor frokosten og to søde guider fra Brenderup, Birthe og Bente, ventede. Det blev lidt meget senere end de havde regnet med, men de tog det med godt humør. Først gik Birthe med en mindre gruppen gennem skoven og en times tid senere gik Bente med resten af gruppen. Deltagerne melder om stor tilfredshed med at have lokale guider på. Det bliver så dejlig nemt ikke at skulle kigge i kort og bare følge efter. Hjertelig tak til jer, Birthe og Bente.
Under frokosten blev det regnvejr og har så i øvrigt stået ned i kaskader resten af dagen.
Da vi nåede frem med bilerne til Brenderup og Omegns Private Realskole, var de første deltagere allerede ankommet og havde fået anvist gymnastiksal og køkken af skolens imødekommende og meget venlige personale.
Vi har virkelig fået en velkomst, som er helt fantastisk. vi føler næsten vi bor på et slot, som én sagde.
Og endnu en skøn overraskelse var det at hente grøntsager hos Miljøtorvet! Det er overraskende at finde så stor og flot en helsekost herude på landet, men jeg under så inderligt beboerne her og i omegnen at kunne handle økologisk og sundt i så smuk en nærbutik.
Jeg mødte en af forretningens tre indehavere, Hans Peter, som fortalte hvordan butikken er startet i hans søster Emmy's hus for fem år siden.
Nu er den flyttet til smukke og indbydende lokaler lige nord for Brenderup på Bogensevejen. Den er nem at komme til og kan anbefales at slå et smut op til, når man alligevel er på vej over Fyn og trænger til en pause i kørslen. Her er alt hvad hjertet kan begære indenfor økologi og helsekost samt et stort udvalg i smukke gaveartikler og pilefletning.
Der har været livlig trafik i køkkenet. Deltagerne har haft lejlighed til at vaske tøj, hvad mange har benyttet sig af. Nu kl. 22.00 er de sidste ved at gå til ro. Vi har fået lov at benytte skolens mange fine lokaler og der er megen ros til skolens leder, Poul Strandgaard for den modtagelse vi har fået. Vi glæder os til at være sammen med 6. klasse på turen i morgen!