Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 16 - Søndag d. 26. august - Buksevand på Steviatoppen

Det regner – stadig – da vi står op. Og det fortsætter til kl. 10. Da er deltagerne for længst gået mod Voervadsbro og Sukkertoppen. Da de når derop, skinner solen, og de sætter sig fortrøstningsfulde til rette og pakker frokosten ud.

Og så er det Sukkertoppen viser sig fra sin lunefulde side. Fra det ene sekund til det andet er blå himmel og sol forvandlet til regn i stride strømme. Inden man når at blinke, er man våd adskillige steder – støvler eller hals – vand ind under regnslaget – våde buksebage – mm.

Sikken dag – og så alligevel pænt humør, da der ankommes til Gl. Ry skole. Det hjælper med en kop varm te og et bad. Og alle er enige om, at Sukkertoppen er et fortryllende sted.   

Dagens titel – Buksevand på Steviatoppen – kræver måske lidt forklaring.  En hel stribe deltagere fik nemlig anbragt regnslaget så træls, at vandet løb ind under slaget til bukserne. Og stevia – er bare vores foretrukne sødestof her på turen. Vi anvender slet ikke sukker i madlavningen. Derfor den lille omskrivning.