Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 24 - Mandag d. 05. september - Med Ålborg i bakspejlet

Klokken er syv - der skåles i mælkesyregæret mælkebøttesaft på Sofiendalskolen.

 Og bagefter tygges koncentreret.

 Amdi er først i skolegården for at strække ud.


Vi siger god morgen - her midt i en anden udstrækker.


Finn er kommet og stifinder ind til Ansgar kirke. Derfra går deltagerne selv til Limfjordsbroen, hvorfra køkkenholdet overtager stifinderiet.


Her er gruppen netop kommet ned ved Ålborgtårnet.

Jeg har gjort mit bedste for at briefe deltagerne om dagens tur og de forgående holds erfaringer med Ålborg-ruten. Det er fristende at tilbringe nogle timer i byens smukke gader og kigge lidt på alt dét, som denne tur ikke handler så meget om. På den anden side er der 4/5 dele af ruten tilbage, når man er kommet over Limfjordsbroen, så man kan nå at blive endog meget træt, inden Sulsted er i sigte, hvis man tilbringer for megen tid på Ålborgs brostensbelagte gader.


Og briefingen har gjort sit - gruppen ankommer til frokost ved Hvorup kirke i særdeles fin mellemtid. Det hjælper også lidt, at der har været pile at gå efter. Vi nåede lige akkurat at være foran og få dem sat, inden deltagerne nåede op.


Her er Ankie midt i en velfortjent frokostpause.


Efter pausen går ruten ud over et smukt landskab. Der varsles regn, men endnu er det sol og vindstille.
Først på de aller sidste km får vi en ordentlig byge - en vasker - som det var en god ide at have taget regnslagene op til Nogle lod dem blive i rygsækkene og blev artigt gennemblødte.


Om aftenen stilles op til buffet - og igen forenes det praktiske med det behagelige.


Menuen står på blomkålsis - rød hokkaido-salat - grøn salat - agurkesalat - vilde ris og spirer.

Om aftenen taler vi om, hvordan det vil være at komme hjem fra turen. Nogle kommer hjem til famile - det er ikke så stort et skift, som det er for dem, som kommer hjem og er alene. Som Lise siger, så har hun pludselig fået en stor familie, som holder øje med hende og passer på hende, og som hun nu synes, hun kender ret godt. Så der er da en del af os, som vil kunne mærke det bratte skift på lørdag, og som vil føle et tomrum i nogle dage. Også dagsrutinen med at gå, sove og spise bliver jo anderledes - tilbage til almindelig hverdag er klart mere krævende og udfordrende på nogle andre leder.

Lisa skriver en lille sang op på tavlen, som hun tidligere på turen har lært os. Jeg giver jer teksten her, så I har den, når I kommer hjem.

Fred i himlen
Fred på jorden
Fred med det forgangne
Mmm.... mmm.

Fred med det jeg giver,
Fred med det jeg modtager,
Fred med mig selv;
Fred i al evighed.