Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 6 - Torsdag d. 24. august - Camille og Ingvard formidler livssyn på tv2

Torsdag:
Om morgenen melder TV-2 East sig og spørger, om de må komme og lave en reportage om turen. Søren finder os ved Holsteinborg, hvor jeg kører hans bil frem, mens han filmer og taler med deltagerne. Ingvard og Camille er i centrum og Camille får sagt vise ting om livet og lært journalisten om begrebet spiritualitet. Det sendes om aftenen kl. 19.30 og kan findes på nettet.

 Vi kommer frem til Skælskør skole ved 15.tiden. Her møder vi Else Marie Straarup, som viser os til rette. Else Marie har lige forstået, hvor mørbankede nogle føler sig efter næsten 30 km og viser os, hvor der er madrassser til at forsøde nattens timer på langs.
Vi forsøger at få lejlighed til at se TV2 om aftenen ved at liste ned på det nærliggende plejehjem og spørge om de ikke vil synes om at have os på besøg, men der har alle beboere deres individuelle TV og altså intet fælles!!! Uha - men selvfølgelig har de deres privatliv!
Vores foredrag med Christian Coff er blevet aflyst, og i stedet for info-møde tager alle sig en slapper på langs. Der er dog alligevel nogle, som samles i køkkenet til en kop te. Ankie påtager sig opgaven med at finde to frivillige, som vil med i studiet. Jeg har en aftale med Radio Solskin om at optage et indslag kl. 21.00, så Lillian, Lis og jeg kører til studiet i Nygade og laver optagelser i en lille times tid. Og så er vi trætte nok til at sove.