Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 3 - Mandag d. 21. august - Pokal for vedholdenhed til Iselinge Skole i Vordingborg !

For tredie år i træk er Iselinges lærer Else Marie og hendes klasse med på etapen fra Eskilstrup til Vordingborg. Og stadig bliver eleverne bedre og bedre til at klare turen. I år nåede ALLE 50 børn over Storstrømsbroen, og de fleste helt til stationen. Det skal de have mange roser for. Også for at være behagelige og dejlige at være sammen med.

Vi mødte børnene ved kirken og gik til Nr. Alslev. Der var en kort pause, inden turen gik videre ud til Baunehøj og grusgraven, som efterhånden er blevet et helt unikt landskab. Jeg mødte en af dens naboer, som fortalte, at der er store planer om et amfiteater og andre sjove ting. Men foreløbig graves der stadig.

Der kom et par pæne byger, mens nogle af deltagerne var på vej over broen. Andre havde slet ikke fået regn på turen, som endte ved Gåsetårnet og slotsruinen. Godt gået, at der er kræfter og energi til at gå på sightseeing efter 25 km!

På Iselinge skole havde køk-holdet fået bilerne anbragt og skrevet under på, at de dyrebare tingester til at lukke op og i med, var udleveret. Skolen er super moderne med alarmsystemer, der kan det hele.

Her er glade solskinsmadsspisende deltagere på Iselinge skole.

En dejlig og velfungerende skole, som ovenikøbet viste sig at have de sødeste rengøringsdamer, som tænkes kan, idet de omsorgsfuldt tog hensyn til vores tilstedeværelse. TAk til jer!

Om aftenen havde Oliver arrangeret sig med billeder fra sin tur i foråret, hvor han med sin far gik Camino'en i Nordspanien. Camino'en er en 847 km lang pilgrimsrute. Oliver, som var med Fod på Livet sidste år i 5 dage, havde fået smag for at vandre og i stedet for konfirmationsfest, var far og søn taget på pilgrimstur. Og nu stod de så sammen i køkkenet på Olivers skole og holdt billedforedrag for os. Det var herligt at høre om, og de viste de skønneste billeder fra landskaberne, de var kommet gennem og andre billeder, som var fulde af humor.

Og så var det - om ikke til køjs - så til madras! Alle var dygtigt trætte.