Økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
Dag 25 - Torsdag d. 31. august - Nordjylland - langs stranden
Tidlig start fra Mou hallen, hvor vi har nydt den megen plads til at sove på.
Morgenstemning i køkkenet!Susanne, Rie og Anne.

Da den lokale DR-radio gerne ville møde os ved Egense færgen, var vi tidligt af sted.


Vejret var smukt og lidt køligt. Efter interviewet med Susanne og Lars på kajen kørte vi ombord og lod os transportere til Nordjylland. Tusind tak til Hals-Egense Overfarten for turen.
Her er Nordjylland i sigte.


Og her går deltagerne fra borde.


På den anden side var Hals Avis på pletten med en fotograf, Allan, som også fik lovet at sende deltagerne et eksemplar af næste uges avis med historien om Fod på Livet.

Så gik turen langs kysten nordpå til Hou. Vi var enormt heldige: alle havde forudsagt lyn og torden og øsregn. Vi havde sol hele vejen!

Gik på bare tæer i strandkanten og badede undervejs. Der var brombær i hegnet, hyben ved stranden og kølige stier under granerne. Hvad mere kan man ønske sig? Vi talte med Aurion i Hjørring. Dér regnede det i spandevis. Men vi havde det altså skønt med sol og en lun vind i ryggen.
Lige før Hou havde vi en ekstra vandgang, idet "vejen" gik over lidt dybere vand, hvor vi måtte hanke godt op i bukseben og skørter for at forcere området lige før havnen.
I Hou spiste de fleste frokost med udsigt over havet.
De 25 km jeg havde sat deltagerne i udsigt dagen før blev til 33 km, inden vi nåede Asaa.

Ved aftensamlingen forlød flere interessante historier fra dagens dont.
Ejnar gjorde opmærksom på nogle fine fødder på gavlen af skolen i Bisnap. Det syntes vi passede så godt til projektet. Desværre var mit kamera et andet sted end i min rygsæk på det tidspunkt.

Eugen havde mødt tre glubske hunde. Senere var en hund kommet løbende hen til ham, havde slikket ham på benene og var fulgt med ham i over en time. Så havde han bedt den om at vende om. Hunden var blevet siddende længe og set efter ham....!

Margit og Edel var som de eneste gået ad landevejen. Her havde de mødt en skøn 90-årig, som om morgenen havde hørt radioudsendelsen med Fod på Livet og havde sat sig ud ved vejen for at se os gå forbi. Hun havde selv elsket at gå hele livet igennem og ville altså lige ønske os en god tur. Godt at to af os valgte vejen - alle de andre var nemlig gået langs stranden.

I nærheden af Melholt havde Jeppe og Liese-Lotte, Helen og Rita haft en super oplevelse. Ude ved vejen står et skilt: Kom ind og se min have! Det viste sig at være en kvinde, som passede 600 forskellige stauder og et utal af frugttræer - og sin syge mand! En vidunderlig oplevelse meldte deltagerne, at gå rundt ad snoede gange og studere smukke blomster.

Til sidst fortalte Birgit om sin noget våde vej til Asaa. Hun, Per og Bente var gået i bagtrop. Her havde de forsøgt sig med vejen fra Hou til Asaa langs stranden i stedet for at gå op på vejen som os andre. Nu er der dét med den strækning, at en masse afvandingskanaler løber ud i stranden. De er brede og altså lige brede nok til at forcere i spring, når man er en relativ lille kvinde. Men Birgit indså, at hun var våd i forvejen - på det tidspunkt var det begyndt at regne! - så hun besluttede at gå over grøften med støvler og det hele. Hvad hun ikke havde forudset var, at der under de 30 cm. vand også var 30 cm slam!
Det blev til tre grøfter, inden hun fik nok! Det forlyder, at støvlerne gerne vil tørres over flere dage! Og hvad Birgit går i i morgen, får vi at se! Heldigvis grinede hun selv lige så meget som os andre.

En lille sidste hilsen fra stranden nordpå fra Hals: der var mange vandnymfer, som dansede for os, og som hentede energi fra en hav-deva, som stod ude over vandet! Sådan udrykte en deltager sine indtdryk fra turen. Og det er ganske vist!

Sovesalen alias Asaa skoles gamle festsal!



Lige nu sidder en deltager med fødderne i saltvand her ved siden af mig. Det gør lidt ondt. En anden har fået healing for en hævelse i anklen. Jeg troede ellers det var ved at være slut med skaderne. Men de kommer og går i en lind strøm. De fleste "går" dem væk. Men der arbejdes også meget med alle former for servisering af "undersåtterne" lige fra cremer og urter, tygget hvidkåls-omslag og noni-kompresser til healing og fysisk manipulation.

Så er der sat mysli og kærner i blød til morgenmaden, og de fleste er gået til ro her kl. lidt over 21.

Kærlig hilsen
Birthe

Ekstra tillæg:
Hurra! Hurra! Hurra!
Hjertelig tillykke til dig, Ingo, på din 65-års fødselsdag!
En kærlig hilsen
fra Rie