økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Wednesday d. 15. August - Trolden i Næstved

 Der jagtes koldt vand til drikkeflaskerne – vandet i skolekøkkenet er stadig over 40 grader varmt, lige gyldig hvordan der skrues på hanerne.

Børnene myldrer ind ad dørene – de fleste virker glade og forventningsfulde – det er første skoledag.

Kl. 8 rykker FpL op på et forholdsvis fredeligt stykke fortov mellem skolen og svømmehallen. Her laver vi meridianmassage og wush-cirkel og ønsker hinanden en dejlig dag.

Det er Karen Margrethes stifinderdag. Inden fortæller hun os historien om trolden, som blev sur på kirkeklokkernes bimlen fra Sct. Peders Kirke og tog en sæk sand på nakken for at dække byen til.
Desværre for trolden er der hul i sækken, så han taber sand på vejen ind til kirken – det der bliver til Fladsåbakker. Da han kommer ind til Næstved og opdager sit uheld, bliver han så knotten, at han tømmer resten af sandet ud i en bunke på stedet – det, som i dag er Munkebakken.

Turen går over Fladså-bakker og til Rønnebæksholm. Her venter som sædvanlig en dejlig tur gennem havens myriader af blomster og rækker af spændende og eksotiske grøntsager. Mange kender ikke dette smukke udflugtssted, og et par af deltagerne bliver helt overvældede og skynder sig at melde hjem til familien, at her er noget, de skal unde sig selv at se. Rønnebæksholm er ud over renæssance-haven også udstillingsgalleri. Men googl lige inden du kører derned, for det er kun åbent på visse ugedage.

 

 

  

 Karen fører gruppen op over Munkebakken med dens fine skulpturer, og hvor trolden står nede foran rådhuset og ser sur ud.
 Herefter går turen ned til kanalen og ud mod Karrebæk.

Vi har - belært af sidste år – bedt deltagerne op at vente med at ankomme til kl. 17. Sidste år have SFO’en, Smakken, nemlig så mange børn, at det myldrede helt til efter klokken fem. Men da køk kommer kl. 16, er det til et fredeligt sted med afslappede Lone og Niels og næsten alle børn gået hjem eller hentede.

Så er det bare i gang med kasser og råvarer.

Trods den sparsomme plads – i hvert fald set i forhold til de store skolekøkkener og gymnastiksale – kommer der solskinsmad på bordet, alle bliver mætte, vi holder møde, synger godnatsang og kommer på underlagene. Nogle indendørs, andre i shelter. Ja så mange ønsker sig en nat i shelter. Claus gør sig ihærdige anstrengelser for at hyre folk til shelteret, så han kan ”få lov” til at trække lod. Men deltagerne er slet ikke konkurrencemindede – de lader bare en anden få deres plads, hvis der er trængsel.

God nat og sov godt!