økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Wednesday d. 17. August - Endnu en solrig dag - forbi Næstved

Det lyder til, at alle har nydt at sove på Fladsåskolen. Her er fredeligt.

Skoleleder Lean kommer og fortæller, at nu forstår han bedre, hvorfor vi elsker at gå disse lange stræk mange dage i træk: han er selv begyndt at gå, har taget første halvdel af Caminoen i Nordspanien og vil gå sidste halvdel til næste år!

Vi har fået daggæster: Leanne og Sune, Leannes søn, er på en sviptur til Sydsjælland. De vil med på vanddringen og spise solskinsmad sammen med os i aften.

Ingvard har fundet en ny rute over Fladsåbakker. Her er underskønt. Og strækningen vil ganske bestemt blive en del af turen næste år.


 

Her kappes Jesper og Kristine om at fotografere fotografen.

Anja og Mette i en pausesituation.

Fra bakkerne i skoven går ruten til Rønnebæk, hvor Ingvard og gruppen besøger stenhuggeren og hans kones hjem. Kristian er holdt op med at hugge i sten - det er hårdt arbejde for en ældre mand, men man kan stadig kigge på hans mange dejlige skulpturer.

Lises patchwork er også vidunderlige, og gruppen er mere end opløftet over besøget i det smukke hjem.


 

Besøget hos Kristian og Lise var - akkurat som sidste år - en fantastisk oplevelse. Tak fordi I tog imod alle os. Vi beundrer jeres kunst - og jer - I to dejlige mennesker !

Så er vi fremme ved Rønnebæksholm, den gamle herregård med pryd- og nyttehave bygget op omkring et centrum og et orgie af farver og dufte.Her rævehale - amarantplanten - som vi ind imellem spiser frøene fra i solskinamaden. Blandt andet blander vi dem i risen til sushi for at få den dejlig klistret.

Jomfruskørt lyser op mellem rødbeder og fennikel.

Mammelukærmerne står tæt.

Fra Rønnebæksholm går turen videre ind til Næstveds yderkant og ned til Kanalen. Et par af deltagerne tager sig en svømmetur. Sune har taget nogle dejlige billeder, som bliver lagt her, om et par dage.

Ude i Smakken i Karrebæksminde er børnene i fritidsklubben, Smakken, ved at spise eftermiddagsmadder. Vi får lov til at okkupere køkkenbordet og begynder at læsse mad og køkkenting ind. Der er mange børn i klubben dette efterår - vi venter lidt med at pakke bilen ud. Deltagerne sidder på verandaen og hyggesnakker. Børnene spørger til turen og vores mad. Om de vil smage vores hummus? Naej, de ved de nu ikke rigtig... og uh nej, det smager ikke som pizza og burger plejer....! Her får børnene imidlertid meget frugt, så der er opmærksomhed på ernæring og sundhed.

Vejret er smukt og lunt, og dagen har været fin. Vablerne er allerede på retur rundt omkring i gruppen. Så det tegner godt.

MPå mødet om aftenen fortæller Lisa om en øco-vaskekugle, som sparer miljøet for tonsvis af vaskepulver og kemikalier. Jeg skal se at få taget et billede af den til i morgen.

Efter et par aftensange siger vi godnat - i haven ved shelteret er der bål og hygge - en lille gruppe trodser de sultne myg og overnatter i fri luft.

Kærlig hilsen

Birthe