økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Saturday d. 10. September - Lørdag morgen - farvel for i år - og årets tekster

Lørdag morgen - turens sidste fælles måltid. Rie fylder 65 - hun blev vækket med fødselsdagssang kl. 6.

Morgenbordet ligner sig selv - næsten.


I dagens anledning er hvidløgene udnævnt til flagholdere.


Der krammes farvel efter wush-cirklen. Deltagerne spadserer til stationen, bagagen køres samme vej, og køkkenholdet rydder op.

Her kommer de tekster, som blev produceret i løbet af turen - Lisa var særlig energisk i den henseende. Og også Lises "på forhånd"digtede sang, havde vi fornøjelse af.
Redaktionen er ikke nødvendigvis enig i indholdet - det er helt og holdent de damers eget ansvar

Lisa: Mel. Jeg har fanget mig en my.g...
Jeg har gået helt til Ska'en
Faktisk helt fra Gedser.
Fod på livet det er sa'en,
jeg er fuld af "yes'er".
Jeg er frisk og jeg er er fit
sund i sjæl og celler.
Solskinsmad det er et hit,
væk er mine deller. (næsten!)


Lises vandresang: mel. Jeg er den glade vandrer...

Den seje vandrer kaldes jeg                        
og frygtløs er min færd
Den endeløse pilgrimsvej
Den står mit hjerte nær
Falderi, faldera, faldera,
Falde ha ha ha ha ha ha
Falderi, faldera
Den står mit hjerte nær

Jeg traver kækt og rask af sted
Og frihed er min sål
Jeg stiler i mit ansigts sved
Mod Skagen som mit mål
Falderi, faldera .........

Den varme sol den er min ven
Og regnen er min bror
Naturen, å jeg elsker den
Alverden er min mor
Falderi …..

Jeg vandrer i den grønne skov
Og nyder hvert et skridt
Det gi’r sig selv at det er sjov
Selv uden kaff’ og  sprit
Falderi …..

Jeg vandrer i den gule mark
Og snuser duften ind
Kanske jeg får et kæmpe spark
Der rammer i mit sind
Falderi …..

Jeg hviler mig i grøftens græs
Og ser på himlen blå
Så trækker jeg det store læs
Må atter ud at gå
Falderi ….

Den glade vandrer kaldes jeg
Her i min vandrings vår
Oh, lad mig vandre her med jer
Til helt i mål vi når
Falderi …            
Lise -  aug. – sep. 2011



Her er Lisa's trosbekendelse, som dukkede op ved aftensbordet fredag:

"Vi forsager pølsen og alt dens tilbehør
- især ristede løg og remoulade.
Vi tror på Birthe Straarup den andægtige.
solskinsmadens skaber.
Vi tror på Udo hendes bedste choice.
Vi bøjer os i støvet for surkålens
gavnlige virkning på tarmfloraen.
Vi drikker med glæde mælkebøttesaft
og skærer kun ansigt af ærefrygt.
Vi bekender os til veganismen,
Det grønsagsgnaskende samfund,
Sølvbedernes forladelse,
Kødets forbandelse
og det asketiske liv.

Ammenammen!"


Her følger en helt særlig fortælling. Lisa begyndte den allerede nogle dage efter turens start på Falster, og langsomt tog den form. En aften i biblioteket på Brattingsborgskolen, kom den ned på skrift, og blev som tidligere omtalt her i dagbogen, kundgjort for os på skolen i Jerslev. Læs den og bliv en dejlig historie rigere.

 

Da jeg vandrede alene gennem en lille by på Falster, så jeg en mand klippe hæk i sin have, mens hans hund rendte rundt og gøede. Jeg lagde mig ved et bord/bænkesæt på et hjørne. En kvinde kom forbi med en lille hund i snor. Hun gloede nysgerrigt efter mig. Pludselig opstod en historie i mit hoved, og den har jeg nedfældet her:

Den Fremmede

Connie Frederiksen kigger på klokken og derefter ud ad vinduet. Det er nu, hun skal lufte hunden, hvis hun skal nå det, inden Jørgen kommer og henter hende. Han har inviteret hende med til eftermiddagskaffe hos sin demente mor henne på Birkely. Ja, det er jo ikke fordi, det er nogen fest, men så får hun da set ham..

- Kom så Bobby! Et lille sorthvidt gadekryds kommer farende, da den hører, hun rumsterer med snoren. Den er blevet for tyk, den lille hund, men efter hun har mødt Jørgen, får hun ikke rigtig gået så mange ture. Hun kan ikke lide at gå ud, for hun vil ikke risikere, at Jørgen kommer forbi, og hun så ikke er hjemme.

Hun er også selv blevet for tyk, men Jørgen siger, at så er der bare mere at holde af. Det er ligesom om, han kan lide at se hende blive tykkere og tykkere. Hver gang, de er sammen, disker han op med alverdens lækkerier.

- Ta noget mere, smukke - siger han – jeg har købt det til dig. Selv spiser han ikke ret meget.

Hun ville hellere have, at han kyssede hende lidt mere og talte om noget ordentligt, men han vil helst snakke om sin mor, sin bil og sine lystfiskervenner. Hvorfor kan de ikke snakke om kærlighed, børn, familieliv og om, hvad der rører sig mellem himmel og jord?

Connie smækker døren og haster med lange skridt ud af indkørslen. Den lille tykke hund halser af sted efter hende med logrende hale og tungen ud ad halsen. De er kun lige nået ud på fortovet, så vil den til at snuse i busken. Connie må lægge bånd på sig selv for ikke bare at trække den videre med det samme. Det er trods alt for dens skyld, de er ude at gå. Omsider letter den ben, og de kan fortsætte. De skyder en god fart forbi Carsten Posts hus. Han står i haven og klipper hæk, mens hans vanartede cockerspaniel galper op. Bobby begynder at trække i retning af lyden, men denne gang haler hun ham videre. Hun gider ikke snakke med Carsten. Han skal altid komme med en eller anden åndssvag bemærkning. Han tror åbenbart, at han er skide sjov, men det er han bare ikke, nej!

Engang prøvede han at kysse hende til en fest. Det var mens de gik i ungdomsklub. Hun kan se, at han lægger an til at snakke, men hun råber bare et lidt for skingert hej og flår i snoren, så Bobby snubler ned fra kantstene og stikker i et højt hyl.

- Der er nok en, der har travlt, hva…? råber Carsten, men Connie svarer ikke. Hun har fået øje på noget. Henne på hjørnet ved den gamle busholdeplads ligger et menneske på jorden med benene strittende lige op i vejret. Hendes første indskydelse er, at vedkommende er død, men på den anden side, hvis man er død, kan man vel ikke holde benene oppe. Hun har vist set for mange krimier på det sidste. Krimier er også en af Jørgens interesser. Han har 1573 Dvd’er sat i alfabetisk orden efter genrer. 443 af dem er krimier. Resten er pornofilm, splatterfilm, gysere og nogle ufatteligt kedelige Dvd’er om lystfiskeri, så Connie foretrækker helt klart krimierne.

Bobby rykker i snoren, og Connie kommer til sig selv. Hun følger efter ham, mens hun holder øje med den fremmede. Så vidt hun kan se, er det en kvinde. Hun ligger i græsset på et underlag, der er sølvfarvet og ligner noget, Connie har set i en udsendelse om rumfart. Hun har grønne knælange bukser på med store lommer og en orange refleksvest over en hvid T-shirt. Hendes hoved hviler på en rød og grå rygsæk. Ansigtet kan Connie ikke se, for det er gemt bag en bredskygget sandfarvet hat. Connie overvejer, om hun sover, men pludselig bøjer kvinden benene og vipper med fødderne, som er overbroderede med plastre i forskellige farver. Gud ved, hvad hun laver der? Hun ligner ikke en hjemløs, men hvad er hun så? Connie kommer i tanke om Jørgen og skynder sig videre.

 

Carsten Nielsen kigger efter Connie og sukker. Det er aldrig til at komme i snak med hende. Han begriber ikke, hvad han gør forkert. Hun virker bare altid så irriteret på ham. Han har været forelsket i hende siden 6. klasse, men hvad nytter det, når følelserne ikke er gengældt? Han ser, hvordan hun står og glor på vandringskvinden, der ligger henne på hjørnet. Han har set hende komme vandrende ind i byen i rask trav. Set hvordan hun smed sin rygsæk i græsset og gik om bag busskuret for at tisse og omhyggeligt afsprittede hænderne bagefter. Det er sjældent, der sker noget særligt i byen, men Carsten er ikke den, der blander sig i, hvad andre går og laver. Det er et levn fra dengang, han kørte som post. Da lærte han at passe sig selv. Hvis man skulle blande sig i alt, hvad folk laver, kunne man ikke bestille andet. Der var dog én gang, hvor han havde grebet ind. Det var ude hos Scooter Carlsen. En dag, da han svingede ind på gårdspladsen med dagens post, kom en lille, rødbrun, logrende cockerspaniel hoppende ham i møde, indtil en kæde stoppede den brat midt i et hop, og den tumlede omkuld på jorden. Carsten steg ud af bilen og klappe det lille dyr, som var helt overstadigt af lykke.

Godt en uge senere parkerede han postbilen oppe på hovedvejen for at spise et æble og slappe lidt af, og da så han det. Scooter Carlsen kom ud af huset, og hvalpen hoppede hen imod ham, men i stedet for at bøje sig ned og klappe den, gav han den et spark, så den fløj hen ad jorden, indtil kæden standsede den. Så satte han sig op på scooteren og kørte sin vej.

Carsten sad som forstenet i flere sekunder. Så kom han til sig selv, smed resten af æblet ud af vinduet, satte bilen i gear, blinkede ud og kørte direkte ned til Scooter Carlsens hus. Han løftede hvalpen op, satte den ind i bilen og kørte uden at se sig tilbage. Han kørte direkte hen til dyrlæge Mortensen, som kunne konstatere, at hvalpen havde brækket flere ribben, og at den havde slidsår omkring halsen.

- Ja, jeg tog den bare, sagde Carsten.

- Det var godt! - Mortensen kiggede på ham henover brillekanten - ellers var den nok gået til.

Carsten rømmede sig - Jeg vil gerne beholde den…

Mortensen løftede brynene - Ja, den kan jo ikke vende tilbage, hvor den kommer fra.

Og så var de blevet enige om, at siden den ikke var registreret på nogen måde, og siden politiet alligevel ikke kunne stille noget op, så ville Mortensen bare notere, at Carsten var kommet forbi med en lille hvalp for at få den chippet og vaccineret.

Med ét var Carsten blevet hundeejer, og med ét havde han mistet lysten til at køre post. Han ville aldrig sætte sine ben hos Scooter Carlsen igen, for hvis han nogensinde kom i nærheden af ham, ville han blive nødt til at knalde ham en på låget.

I stedet fik han job ved Park & Vej, men folk vedblev at kalde ham Carsten Post.

Bella giver sig til at gø, og Carsten spejder i alle retninger for at se, om Connie er på vej tilbage. Hun skal sikkert have besøg af ham Jørgen. Connie har ikke rigtigt lignet sig selv, siden hun begyndte at komme sammen med ham. Hun ser mere og mere tyk og sammenbidt ud. Hunden er også blevet tyk, og han ser dem sjældnere og sjældnere på deres gåture. Hun skulle hellere tage at holde sig fra Jørgen. Han er en dum skid, ja, lidt af et røvhul for at sige det lige ud. Carsten ved, at Jørgen sælger masser af piratkopier af alle de film, han køber over nettet, og som Carsten har leveret i hans postkasse. Han har også set ham fiske flere steder, hvor det er forbudt, men det er nu ikke det værste. For et par uger siden så han ham ude ved søen. Carsten var gået igennem skoven fra det gamle mejeri for at finde gode steder med sankebrænde. Han var gået ind i noget krat for at tisse, selvom der stort set aldrig kommer nogen derude, og så havde han se Jørgen i en lysning sammen med en dame, som i hvert fald ikke var Connie. De havde været temmelig afklædte, og det var ikke til at tage fejl af, hvad de var i gang med. Carsten havde fået kvalme og var gået tilbage til bilen. Tænk, at den skid ville være det bekendt overfor Connie. Carsten var rasende. Han havde lyst til at sige noget til Connie, men hvordan skulle han få hende til at lytte?

Han kigger over på vandringskvinden. Hun har sat sig op på bænken og roder i sin taske. Gud ved, hvor langt hun har gået? Han overvejer at gå over og spørge, men måske vil hun ikke forstyrres. Carsten sukker, det er ligesom med Connie. Han er bange for at irritere hende, og så kommer der kun idiotiske sætninger ud af hans mund. Det ser ud til at kvinden sidder og skriver. Efter nogen tid rejser hun sig op og strækker sig lidt, og da hun går over til postkassen, får Carsten en lys idé. Hvorfor har han dog ikke tænkt på det før? Han kan jo bare skrive til Connie. Skrive hvilken skid Jørgen er, skrive om alle sine følelser for hende og de drømme, han har om børn og familie. Han vil have god tid til at fortælle hende det hele. Carsten smider hækkeklipperen og løber ind til computeren.

Connie kigger på uret. Nu har de har de gået i 10 minutter. Det er ikke meget, men hun tør ikke trække den længere. Hun begynder tilbagetoget så hurtigt, det lader sig gøre med en snuselysten hanhund på slæb. På afstand kan hun se, at vandringskvinden nu har sat sig op på bænken. Connie mærker nysgerrigheden boble i sig. Der er noget dragende ved det hele. Hun bliver stående og iagttager hende, og Bobby benytter chancen til at snuse det omkringliggende areal grundigt igennem. Så rejser kvinden sig og står lidt, mens hun sætter hænderne i lænden og læner sig bagover. Bagefter bøjer hun sig fremover og rører ved græsset, så går hun over til postkassen med en let humpende gang. På vejen tilbage tager hun et eller andet op af lommen, og i det samme falder noget ud af den. Connie skal lige til at råbe, at hun tabte noget, men så tager hun sig i det. Hun har jo stået og luret. Kvinden tager rygsækken på og spænder den grundigt. Så retter hun ryggen og begynder at gå, mens hun fløjter en glad melodi. Connie kigger efter hende, lige indtil hendes gang er blevet let, og hun forsvinder rundt om hjørnet nede ved kirken. Så går hun målrettet hen mod det sted, hvor kvinden tabte noget. I græsset ligger en lang grøn strimmel. ”Red jorden – spis planteføde” står der, og der er også en hjemmesideadresse, solskinsmad.dk. Connie kigger hen mod kirken, så kigger hun på Bobby, som står helt stille og betragter hende med hovedet lidt på skrå. Så tager hun en dyb indånding og småløber hjem. Hun løber direkte ind til computeren. Hun sitrer helt af spænding og kan næsten ikke vente, til den får varmet op. Hun taster adressen ind, og endelig dukker en side op med titlen ”Fod på Livet – fra Gedser til Skagen”. Connie læser med rynket pande og åben mund. Hun læser om vandring, om sund vegansk mad, og hun hører slet ikke Jørgen, før han står helt henne ved siden af hende.

- Hey du, vi skal af sted nu! - Han tapper på uret og glor på hende med en irriteret mine. Connie kigger ikke engang på ham, da hun siger - Ved du hvad, jeg tror jeg springer over i dag, men hils din mor...

 

Lisa Nissen, 2011