økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Friday d. 10. September - I mål - fod på Grenen!

Bliver det regn eller sol? Himlen er grå, da vi står op.
Camille tager sig et glas mælkebøttesaft, så der er noget at stå imod med på dagens etape - turens sidste.



Der pakkes regnslag - men det varer ikke længe, før de må op af rygsækkene og over hovedet.
Da vi på køkkenholdet kører mod Skagen midt på formiddagen, regner det det stille men vedvarende - vi sender de vandrende en kærlig tanke og håber, at alle holder sig tørre trods omstændighederne.

Det gør de ikke, erfarer vi senere. Da vi har læsset bilen af på Ankermedets skole, møder vi gruppen på stationen som aftalt. Der er flere våde bukseben end godt er - men som Laila siger, så kan hun ikke blive mere våd, og nu er der kun den lille sidste etape tilbage. Vi putter rygsækkene i bilen - de fleste i hvert fald. Nogle vil hellere gå med dem det sidste stykke også. Jeg kan godt huske, at det føles helt forkert og lidt "bart" at være uden rygækken, når man har gået 700 km med den på ryggen. 


Så er det bare den lige vej ud til p-pladsen og Grenen.

Her nærmer Lille og Dianna sig.

Og her Ane Kirstine og Camille.

Og her - mine damer og herrer - ser De en kvinde, som har gået 700 km - få øje på sin elskede Hans, som står lidt længere til højre for billedet. Fitte løber!!!  Man må jo nok indrømme, at man får energi af den mad! 
Det er blevet tørvejr.... Jubii. Det har det altid været, når vi er nået hertil.

Laila, Ankie og Ane Kirstine.

Det sidste lille stykke...... målet er i sigte!

Og endelig... er de der. De syv, som har gået fra Gedser her til på fire uger.
Ane Kirstine, Laila, Lilli, Birthe, Diana, Camille og Ingvard.
Der bliver krammet og ønsket tillykke, grinet og pjattet. Man må af med al den overstadighed, som sådan en præstation afstedkommer.
Varmt er det ikke ligefrem - Ingvard stemmer i med "Vi er Fod på Livet-vandrerer" - de sidste billeder bliver taget - et sidste blik ud over Skagerak og Kattegats møde - så går det tilbage mod skolen - et varmt bad og tørt tøj.



Det obligatoriske billede af køkkenholdet på bakken får vi et svensk par til at knipse.

Aftenbuffeten har suppe på menuen - vi kan ikke modstå Lailas ønske - og Ankie har lavet dessert - en mousse af avocado, dadler og rå kakaobønner. Uhm!
Der er små taler, og vi synger fru Lilli Sørensens seneste - og eneste - erklærer hun - versefod.
Den går på melodien: Når vinteren rinder i grøft og i grav....

Vi går gennem landet på kryds og på tværs,
ja, faktisk fra Gedser til Skagen.
Vi skal kun bekymre os om, hvor vi ska' lig'.
Og om det bliver solskin eller det bli'r regn,
Og så spise, plus sove og drikke. 

Vi har holdt sammen i tykt og i tyndt, 
ja, lige fra morgen til aften. 
Når vi kommer hjem, og har vablerne på tæer, 
så tygger vi hvidkål, får bukkehornsbad,
får kanyler plus dimser og dutter.

Ja, sundheden den er helt i top, 
for maden vi nyder er solskin.
Når Ankie og Birthe de sammen disker op,
så spiser vi alle til vi er gyldt op
både løg plus kålrabi og grønkål. 

 
Om aftenen får vi sagt tak til hinanden - alt det, vi har oplevet i den foregående måned - det søde som det sure - har sat mange tanker i gang. Hårdt har det været indimellem - men altid har gruppens deltagere formået at holde humøret, se de lyse sider og kunnet grine - trods træthed, "svære" fødder, et snavset gulv, en kold bruser, regn og blæst eller en buffet uden suppe!
Der har heldigvis også været brusere med masser af varmt vand, dejligt rene gulve, da'e mæ go'e føer, masser af energi, sol og bløde græs-eftermiddagslure, suppe flere dage i træk og søde skolebørn.
Vi fortæller hinanden historier fra turen - genkalder os utallige situationer - ligger flade af grin.  
Kan næsten ikke få holdt op. Man kommer helt tiden i tanke om endnu en pudsig og grinagtig situation.

Jo, det skifter på denne tur - det er næsten det eneste, man med sikkerhed kan sige.
Intet år ligner nogle af de foregående år - grupperne er forskellige, fordi deltagerne er nye  - og vejret - ja det har altså været det hidtil mest udfordrende. Derfor kan jeg også melde, at denne gruppe har klaret den hidtil sværeste tur af de otte, jeg har gennemført siden 2003. Jeg er fuld af beundring for jeres udholdenhed - jeres stil - og jeres beslutsomhed. 
I har mest været med for vandringens skyld. Men sidegevinsten har været vægttab og udrensning. 
Tillykke med den måde, hvorpå I har nærmet jer Solskinsmaden - I har virkelig søgt at komme til bunds i dens muligheder, og I har høstet mange fine resultater takket være jeres ihærdighed - det lyder i min øresnegl, at 12-13 kg har forladt en af deltagerne... ! Det er da værd "at skrive hjem om".
Det gør vi så hermed!

Tak til alle jer, som har fulgt turen via dagbogen - hvis I vil følge med i, hvad de sker til næste år, er nyhedsbrevet den bedste informationskilde. Det udsendes omkring den 1. i hver måned.

Med kærlig hilsen
Birthe Straarup