økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Thursday d. 09. September - Næstsidste dagtur

Lækker æblemos med kokos, en pære, iblødsat mysli, iblødsatte mandler , en rest tomatsalat fra i aftes og grøn salat pryder Ingvards tallerken her til morgen.



Kl. 08,05 præcis er de skønne børn fra den lille skole i Hørmested på plads i hallen - skoleleder Per Frandsen anmelder dagens sang, som handler om kærlighed og burgere - vi får os en lille oplevelse - og så afsted mod Mosbjerg og Ålbæk - dagens etape på godt 20 km.



Solen skinner og vinden er næsten i ryggen - bedre kan det ikke være. Ruten får over Mosbjerg og Blæsbjerg, gennem Råbjerg mose og til Ålbæk plantage. Der er ikke megen mose over strækningen - en grusvej med udsigt til vild natur og et herligt sted at holde frokost.


Køkkenholdet har spottet et oldtids- og landbrugsmuseum i nærheden af Mosbjerg, som må uddforskes.

 




Stedet her omkring Sindal og Tolne er fyldt med gravhøje - her har boet mennesker i mere end 3000 år. Her er smukt kuperet - man ser helt ud til Kattegat fra det højeste punkt.


Deltagerne vil gerne ha mange billeder af mad - så her er lidt fra aftenbufffeten.






Deltagerne er trætte og holder sig alligevel tappert oppe. Det er sikkert at liggeunderlaget trækker, og at de helst ville kaste sig omkuld. Ankie har lavet mundgodt af rå kakaobønner, dadler og kokosmel. Det frister til at drikke te og blive oprejst.
 
Aftenmødet handler om "at komme hjem" fra turen. Det er mere end bare at komme hjem fra en hvilken som helst anden ferie. Man har gået lidt i en boble adskildt fra verdens larm - på flere planer. Det er en omstillingsproces og er for de fleste lidt barskt. Det drejer sig om at finde tilbage til en hverdag, som man kender, og samtidig tage det nye jeg, som man har fundet på turen med sig og integrere det. Et større arbejde end man lige tror, når man vil have sin nyopdagede viden og erkendelse med sig.  
Ane Kirstine taler om, hvordan man oplever at få en større lyst til at kaste sig ud i at gøre ting alene - altså ikke nødvendigvis altid at gøre noget sammen med sin partner, men også gøre hver sit og komme tilbage med sine oplevelser. Hun og Laila har været på turen i 2006 og ved, hvordan det er at være helt høj af turen i mange måneder efter og hvordan det er at komme hjem til dem, som ikke har været med. Hvordan man ikke kan lade være med at snakke om alle sine oplevelser, og hvordan de jo ikke helt kan følge med.

Det har været et særlig tur i år. Vejret har været hårdt, og selv om deltagerne har været tapre, har der været meget at slås med fra vand og vind til vabler.
Den lille gruppe har været delt yderligere op i undergrupper, fordi deltagerne hovedsaglig er kommet to og to. Det giver en anden udveksling af energier end en mere homogen gruppe. Hver kan have sine fordele og ulemper.
Køkkenholdet har ikke som tidligere været ude at gå med gruppen på dagsetaperne. At lave mange såkaldte "sidetallerkener" kræver mere tid i køkkenet - og vi er enige om, at det er bedre, når vi kan være ude på ruten - både for sammenholdet og for formidlingen af turens indhold. Man får vendt mange spørgsmål, når man går mange kilometer sammen. Jeg kan mærke, at der er masser af spørgsmål, som vi normalt får besvaret i den daglige kommunikation, som dette års deltagere ikke har fået taget hul på. Det må der laves om på til næste år.
Også som dagbogsredaktør er det en fordel at være mere med gruppen - at få fortalt om deres oplevelser er fint - at være med til dem er dog bedre.

Gruppen besluttede tidligt på turen at tage tygge-hensynet seriøst ved måltiderne. På det tidspunkt var gruppen tre gange så stor. Det har bevæget sig lidt frem og tilbage, men hele tiden været i fokus og er blevet respekteret.
Ind imellem kører man dog lidt skævt af hinanden, når nogen stiller spørgsmål og andre føler mest trang til at fortsætte tyggeprocessen. Det er nemt at føle sig afvist i den situation - vi er så vant til at folk svarer, når vi spørger - og finder det uhøfligt, når de ikke svarer. At huske - at vi på denne måde bliver mindet om selv at tygge - er udfordringen. Når vi kan det, kan vi også smile til den, som vedbliver at tygge. - for så har vi jo i virkeligheden fået en gave og ikke en afvisning. 
At spise i stilhed - især når man er få - er en meditativ kunst - og kræver ganske god selvindsigt for at kunne udholde den følelsesmæssige intensitet, som pludselig bliver tydelig. Min uforbeholdne respekt til denne gruppe, som mestrer det ved de fleste måltider. Selv når latteren bobler - somme tider skal der kun et sigende blik til, at en uudsagt joke spiller sig ud på bordet.