økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Friday d. 11. September - Fod på Livet gi'r mod på livet!

Sådan formulerer Jette sin glæde ved at have været med på turen de sidste tre uger. Vi lader det stå, som overskriften på denne dejlige afslutningsdag.

Vejret er pragtfuldt, stille og lunt med høj blå himmel. Der er en duft af honning fra lyngen, da vi går ud over lyngheden nord for Tranestederne. Pludselig møder vi masser af mennesker igen. Det føles ganske anderledes end de foregående dage, hvor vi har gået over de store vidder og følt os meget langt væk fra civilisationen. Vi møder to friske skaugboere, som siger, at de faktisk også mødte os i Rold skov for en lille uge siden.

Det sidste lille stykke skov nord for Hulsig!

Lyngvidderne syd for Skagen plantage er vidunderlige - især i et vejr som dette!

Vi er nået til stationen i Skagen, hvor bilen får rygsække om bord, og holdet følges ud til p-plads og Grenen.

Ulla venter på afgang til det sidste lille stykke Danmark!

Karin, Jesper og Ellen har lidt frokost tilbage!

Vi møder et ægtepar på vej ud på Grenen, som først mener, at Jette lyver, når hun siger, at vi er gået fra Gedser til Skagen. Men det siver da efterhånden ind, at vi er til at stole på! Lige nu har vi gået 700 km og føler os herligt stolte og glade! Det er en super god fornemmelse at stå her og have gjort det!

 

Sådan kan fødder se ud efter 700 km med sol og sandaler!

Køkkenholdet på vej tilbage til Ankermedet for at lave turens sidste Gå-med-mad!

På vejen tilbage til Skagen by og Ankermedets skole møder deltagerne fødevare- og landbrugsminister, Eva kjær Hansen, som kommer løbende og kækt råber: det ser godt ud! - da hun ser gruppen med de orange kasketter. Hun skulle bare vide, hvor præcist hun har udtrykt sig, og at her går en halv snes virkelige pionerer, som i den grad har vist, hvordan man kan spise og leve klimavenligt. Kære minister, der er noget at lære her! Solskinsmad smager vidunderligt - det er såå CO2-neutralt at spise rå grøntsager, at det må være på menuen, når Danmark inviterer verdens kloge hoveder til bords i december. Hvis planlæggerne tager emnet seriøst, er der masser af planteføde på menuerne!
Fod på Livet inviterer på solskinsmad når det kan passe ind i minsterkalenderen - vi synes, du i hvert fald skal kende begrebet og dets indhold!

Vi har haft en hyggelig aften med dejlig mad og sang - vi har sunget Ejners dejlige Fod-på-Livet-sang.
Og nu er vi putte-klare - i morgen skal vi hjem - til en lidt anden måde at leve livet på. Nu har vi bare noget med i rygsækken, som kan leve sammen med os - lige så meget som vi har lyst til!

God nat og sov godt!
Vi ses - måske på Nyhedsbrevet - måske på næste års tur! Tak fordi du fulgte os! Det har været en glæde at skrive for dig!

Kærlig hilsen
Birthe