økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Saturday d. 13. September - Eftertanker

Kære Læser, kære deltager i årets tur og kære Plus-gruppe-medarbejder!

Til jer alle: Tak for 4 ugers samvær, for jeres humor, milde latter, medspil og modspil og mange gode samtaler!

Lørdag var Farvel-dag! Lidt vemodigt, ja! Og for de fleste af os også skønt at se frem til at komme hjem til en seng og sit eget køkken og bad! Der var afgang med tog fra Skagen station ved 9-tiden, og nu er vi alle hjemme i vante rammer.

For nogle betyder det en masse ventende arbejde - ja måske arbejde i bunker - som det vil tage uger og måneder at komme igennem. For nogle er det hjem til ventende familiemedlemmer med forventninger om nærvær og kommunikation. Og for andre er skiftet modsat i form af mere stille dage i eget selskab og i kontrast til de sidste 4 uger med mange mennesker tæt inde på livet sådan som det nu engang er, når man sover og spiser og går sammen i løbet af dagen. Hvad det end er du kommer hjem til, ønsker jeg for dig, at du kan få gået nogle kortere ture og spist lidt rå grøntsager, så du bliver nedtrappet på en blid - og for dit system - behagelig måde!

Der har været meget læring for såvel deltagergruppe som servicegruppe på årets tur. Sådan er det altid på disse vandringer. Jeg tror fejlagtigt hvert år, at nu har jeg lært, hvad der er at lære og kan tage højde for for det på næste års tur. Og så dukker der alligevel noget nyt op, som også kræver opmærksomhed. Og dybest set er det jo fint og godt, at der bliver ved at være nye spændende ting at se nærmere på, både når det gælder mellemmenneskelige og praktiske forhold.

Efter sidste års lidt for symptom- og helbreds-orienterede tur havde jeg besluttet, at dette års tur skulle prøves af som "individuel oplevelse" hvor den enkelte selv kunne mærke efter og navigere ud fra sit eget indre, gå på opdagelse i sansernes verden på egen hånd og drage sine egne slutninger. Råvarerne er de finest tænkelige og giver vid mulighed for dufte, smage og farver.

Mange deltagere kan umiddelbart nærme sig konceptets ånd og tage det til sig. For andre er det imidlertid så langt fra den virkeligehed, de kommer fra, at det kræver længere introduktion end den, der bliver givet i informationsbrevet. I erkendelse af dette sidste bliver næste års tur, Fod på Livet 2009, derfor atter med mere information om Solskinsmaden, dens indhold og begrundelse herfor, samt øvelser i tygningens kunst mm. Både som oplæg til turen i 2009 og på turens første dage. Jo mere fornøjelse man føler ved at spise ved måltiderne, des mere næres man både fysisk og psykisk..

Som vi talte om den sidste aften, så har tryghed og tillid i gruppen været helt enestående. Der har været så megen omsorg for hinanden, at alle har følt sig næret og passet på. Tak til hver og en for det!

Også tak til jer, som undervejs har bidraget med velsmag, vellyd og gode billeder. Det gælder både ved køkkenbordene, bag kamera og taster og ved aftenernes samvær i form af sang, lyd og spil! I har hver især på jeres helt særlige måde bidraget med en unik brik til det puslespil af indre og ydre oplevelser, som turen ender med at være for den enkelte deltager.

Endelig tak til de skoler/lærere/børn, som har taget mod tilbudet om undervisning i rytmer og klapgang! Skye har haft undervisning på alle klassetrin fra børnehaveklasse til 9. klassetrin! Det kræver sin mand at spænde så vidt, og det har været sjovt og spændende at følge med i, hvad og hvordan der kan formidles til store og til små! Det er en ny og anderledes kontakt end den, vi tidligere har haft til de skoler, vi har overnattet på. Og spørgsmålet er, om vi herfra kan udvide kontakten til også at omfatte dele af Solskinsmaden! Det vil vise sit til næste år!

Tilmeldings-blanket til 2009 vil være tilgængelig her på siden fra uge 40. Vi satser på 20 heltursdeltagere fra Gedser til Skagen. 1-uges deltagelse vil blive i uge 34 og evt. 3-ugers, som har været med på tidligere ture, kan springe på fra uge 35.

Ha' et dejligt efterår med mange glade timer og fod på dit liv!

Nederst kan du læse et digt fra en af årets deltagere, Lene Klitgaard, som valgte at lytte til sin krop, da den havde fået nok efter 3 uger på vandring!

Kærlig hilsen

Birthe Straarup
arrangør/projektleder

 

"Fod På Livet er ej givet"
At gå fra Gedser til Skagen
det er bare sagen

Hold dig fra kagen
mens du går fra Gedser til Skagen

Sol og regn på din kind
sætter sjælen i det rette sind
Tanken kan ikke lave spind
med håret fuldt af blæst og vind

Solskinsmad bli'r serveret i skål og på fad
det gør os alle så glad'
selv om vi kan være flad'
ovenpå en fodtur og et bad

Kort og rute bliver lagt
i takt af Skye og Birthe
fra Ålbæk til Skagen
som sidste fodtur
fra Gedser til Skagen

Hip hurra og tillykke
for hver og èn vil det rykke
gid jeg kunne jeres hænder trykke!

Kærlig hilsen til alle & på gensyn

Lene