økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Thursday d. 11. September - Sidste rigtige dag - enden er nær!!!

Nu nærmer det sig snart mod slut, vi er kommet nord for Knasborg Å, en milepæl for Skawboere, ihvertfald i gammel tid... Med andre ord, enden er nær!!!

Liss laver altid sådan nogle lækre tallerkner, dem har jeg længe været lidt "lun" på, og jeg har fået lov til at fotografere den ene af de mange...

 

Finn bruger den selvsamme slags taburet til noget helt andet...

Han har lidt bøvl med det ene ben, og derfor er det godt at ligge sådan... 

 

Et af de få billeder af fotografen.

Her i selskab med Skye, og i færd med at forsyne sig... 

 

Der tygges og tænkes.

 

Så er det klar til afgang, på det som nogle kalder den sidste "rigtige" dag... I mogen er det jo Skagen vi rammer, og det er den største af dem alle. 

 

Et på-ruten-billede fra Annette.

 

Vi spiser frokost i Albæk plantage.

 

I hus laver Annasøs og Ankie mad til os.

 

Blandt andet denne sindsygt lækre linsehumus...

 

Mine interviews ender med Ankie, vores madmor, der har været med nu 3 gange, 2 af dem i køkkenet.

Ankie Sandvig, 49 år, Kgs. Lyngby.

 

 

Ankie er med i plusgruppen, og her fungerer hun som en slags køkkenchef. 

 

Ankie læste første gang om turen/konceptet Fod på Livet (FpL) i bladet Nyt Aspekt i år 2003. Allerede dér viste hun, at det var noget hun bare MÅTTE gøre - engang - for hendes jobsituation tillod hende ikke at holde sommerferie 4 uger i træk. Så gik det lidt i glemmebogen, dog ikke mere end at hun i 2006 besluttede sig for at hvis jobbet ikke ville/kunne dét hun ville, måtte hun sige op. Det ville de ikke, og hun sagde op. Turen benyttede hun så bla. til at tænke på hvad hun så skulle i fremtiden. 

 

På hendes første tur, vandreturen i 2006, blev Ankie total hooked på FpL. Hun siger med stor enthusiasme i stemmen, ansigtet og kroppen; Det var SÅ fantastisk, og det er én af de to bedste ting jeg har gjort i mit liv. Det andet jeg havde gjort, var at uddanne mig inden for bevidsthedsudvikling året tidligere, så lige dér skete der en masse ting i mit liv. Selve turen var fantastisk, jeg nød hvert øjeblik, jeg synes det blev bedre og bedre jo længere nordpå jeg kom, jeg blev mere og mere glad i låget, syntes at det var fantastisk at smide alting over bord, og blot skulle gå, spise og  sove.

 

Ankie fortsætter; Da jeg kom hjem gav jeg fuldstændig slip på alle materielle ting, jeg har selvfølgelig stadig min lejlighed, mine møbler, mine nipsting. Men mine ting ejer ikke længere mig. Jeg kan godt lide mine ting, men vil godt kunne leve uden. Tror også at jeg har lært at være mere snarrådig på denne tur. Jeg tager nu mere tingene som de kommer, og vi finder nok ud af det - det skal nok flaske sig. Jeg tror jeg har lært det udfra enkeltheden som der jo er på denne tur. I maden, den måde at leve sammen på, tætheden, og alligevel enkelt og faktisk rigtig hyggeligt. 

 

Hvordan kom du så i køkkenet, spørger jeg? Ankie svarer: Allerede efter 2 uger, blev jeg adspurgt af nogle af de skolebørn vi havde med, om jeg ville gøre turen igen, jeg svarede rent JA, og tilføjede faktisk også at madholdet også godt kunne trække. Det havde været SÅ fantastisk, SÅ godt et koncept, og jeg har fået  SÅ meget ud af det, så det er der også andre der skal have glæde af, tænkte jeg. Og jeg ønskede også at give noget tilbage, synes næsten at jeg skyldte konceptet det, at være aktiv giver, da jeg havde modtaget så meget. Og jeg synes det er meget vigtigt at nogle flere mennesker får mulighed for denne oplevelse. At være i deltagergruppen handler meget om at modtage og at være i plusgruppen handler om at give. Og samtidig hylder jeg også princippet om at jo mere du giver, jo mere får du igen. 

Jo mere vi "comitter" os, i denne måned,  des mere får vi igen. Det være sig både deltagere og plusgruppe. Og jeg tænker virkelig at det er blot én måned af dit liv, så det vil være decideret fjollet ikke at være i det 100 %, jo mere du prøver det, jo mere får du ud af det. Det er der ingen tvivl om. Vil man det kun halvhjertet, er det en anden tur man skal se sig om efter. Der er jo masser af vandreture både i ind- og udland, som er ligeså gode, men ingen hvor maden har så vigtig en plads. Jeg oplever nemlig FpL som værende først og fremmest en "prøv-dig-selv-af-på-maden-tur" og få mulighed for at mærke efter i kroppen, fysisk, psykisk og åndeligt og  dernæst en vandretur. Der findes ikke noget så unikt  som det her koncept, og hvor man i så lang tid får lov til at gennemprøve noget. Man kan virkelig nå at rykke, på alle planer.

 

Jeg er jo med i 4 uger, men det kan også sagtens lade sig gøre ar være her i 2. Det er også en glimrende mulighed at gøre det sådan. Jeg havde egentlig først blot meldt mig til 2 uger, men som jeg kom længere ind i processen med Birthe, kunne jeg mærke at det slet ikke var nok, og valgte igen at være med alle 4 uger. Det er en fryd for mig at være med, simpelthen. 

 

På madholdet er jeg ansvarlig for madbilen, dvs at holde den ajour, med hvad der mangler, hvilke varer der snart skal bruges, hvilke der mangler lidt modning, hvor kan vi få nye varer henne, hvordan madbilen pakkes, hente maden osv. Der er en masse logistik omkring dette. Jeg har lært en masse om mad på disse ture, ikke mindst omkring for mig, nye grøntsager. Så er jeg også med til at lave maden, lave dressing, lave suppe, hakke, snitte salat osv. Det er vi alle i køkkengruppen - der skal snittes nogle grøntsager. Og af og til pilles nogle majs...

 

Jeg var vegetar inden turen, og jeg elskede solskinsmaden fra første dag, og gør det stadig. Jeg bliver virkelig glad når jeg kikker ned i en farverig salatskål, et rent farvebad. Og det er det ypperste af det ypperste vi får, er kvaliteten ikke god nok, afbryder vi handlen, køber slet ikke. Noget mere af det jeg har lært her på turene, er at jeg kan lave mad ud fra mine råvarer nu, og ikke efter en opskrift, der skal følges slavisk. Når råvarerne er i orden, kan næsten alt blandes sammen til noget godt, selv når der kommer gæster. Det er blevet en kæmpe frihed for mig. Og jeg kan mærke stor forskel på kosten i disse 4 uger, fra derhjemme, hvor jeg ikke holder den strengt. Jeg ønsker at finde en mellemvej, da det ikke er realistisk for mig at holde det så skarpt hjemme som denne måned. Modsat kunne jeg sagtens fortsætte med at leve sådan, jeg elsker den mad, men hjemme er jeg i andet miljø, og har også en kæreste at tage hensyn til. Men maden her har gjort at jeg efter en uge er sluppet for mine hedeture, har tabt 3-4 kilo, jeg føler mig renere, friskere, jeg har bedre hud, tankerne bliver lettere, hovedet bliver lettere, ja, hele mit system fungerer bare bedre. Det føles bedre. Jeg bliver glad i låget, og da jeg har valgt at arbejde efter ting og oplevelser der gør mig glad, kan det ikke gøres bedre.

 

 

Og med disse ord, lader jeg Ankie smutte ud til maden, så JEG senere igen kan få et lækkert måltid solskinsmad. 

 

Mona Heuser, Fod på Livet, Ålbæk. Ål som i Ålborg...!!! :-D