økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Wednesday d. 10. September - En rolig dagbogsdag.

Det har regnet en del i dag, og derfor er der ikke taget nogle billeder ude på ruten. Taktisk rigtigt, havde fotografen netop i dag valgt at være sammen med "plusgruppen", dvs dem der ikke vandrer, men som er på "den anden" side af projektet. Og dem som kører bil!!!
Vi tog til Martinus´ barndomshjem i Sindal, og fik en rundvisning af den meget rare Aksel, og så en film om Martinus´ liv.

Annasøs og Ankie i Martinus´ barndomshjem.

 

Skye studerer bøger, Aksel og Birthe får sig en snak. Billedet med drengen og koen et meget mobilt, og skal der vises film, som i vores tilfælde, sænker billedet sig, og bagved findes et tv. Tror ikke det var sådan i Martinus´ tid, han er født 1891!!!

 

Annasøs, Birthe, Aksel, Skye og Ankie ude foran huset, der i dag er et lille, meget fint, museum.

 

Frokosten i Hjørring blev indtaget i det grøn..., nej, i et stort indkøbscenter, da det udenfor var koldt og vådt. Der blev kikket noget på os, med vores medbragte sunde madpakker. Vi havde vores egen lille happening.

 

På skolen legede Skye nøddeknækkeren. Der blev dog ikke danset ballet...

 

Ankie og Birthe i køkkenet. Der skrælles gulerødder.

 

 

Rita, den druknede mus kommer i hus fra regnen.

 

Adspurgt hvordan hun har haft det, svarer hun; "Jeg har følt mig som en skolepige med langt hjem."

Elena havde også lige fået en hel del vand.

 

Ulla har fundet sig en sofa til natten. Hun har sovet rigtig godt, siger hun her til morgen.

 

Liss vasker tøj i den lave håndvask på skolen.

 

Da alle var kommet i hus, regnede det så meget at det tordnede på taget. Det var fantastisk at være indendøre - for os alle.

 

Den næstsidste deltager der ønsker dette, kommer her:

Jeg byder Aase velkommen:

 

Aase Dyrehauge, 51, Svendborg

 

Aase blev inspireret af hendes søn der skulle ned og vandre på caminoen. Hun kikkede så selv lidt på nettet, og faldt over Fod på Livet, i forbindelse med at hun ville læse om pilgrimsrejser. Sønnen mente at det kunne hun da også gøre, hvilket Aase først afviste, men da hun så at man kunne gå en uge, gav hun det en chance. Hun nævnte det så for hendes veninde, Kirsten, som gik med på idéen, men hun ville så, at de skulle tage ALLE 4 uger... Aase der ikke har været speciel fysisk aktiv de seneste år, gruede noget for dette, men Kirsten "trak" hende med i "træningslejr", (små ture for sig et par gange i ugen, og en lang fælles i weekenden) så de to kvinder har gangtrænet siden April i år, og var i gå-top-form ved turens start.

 

Aase har ikke på noget tidspunkt frygtet ikke at kunne gennemføre, men Aase er heller ikke én der lader sig slå ud af, at det ene ben gør ondt i 5 dage i træk...!!! Bevidstheden om at der går tog og bus, HVIS der skulle blive nødvendigt, har gjort det sidste for hende, og hun HAR været med alle dage til fods. Synes faktisk det har været "nemt", bortset fra de 5 hårde dage i starten. Der er en indre kraft der driver én afsted, fortæller hun og Aase har slet ikke haft lyst til at springe fra, endsige ej heller holde en hviledag. 

Aase har manglet at mærke at hun også var i kroppen, og det har hun i den grad fået opnået, siger hun med smil på læben. Hun har oplevet at hun faktisk kan mere, end hun egentlig troede.

 

Med hensyn til kosten glæder Aase sig igen til at komme hjem og kunne variere hende mad mere. Der har ikke været noget spec. som Aase har ændret inden turen, med hensyn til maden, så det har ikke været svært for hende. Det som Aase tager med sig med hensyn til maden er at hun vil spise mindre og tygge maden mere. Det har hun ihvertfald lært her. 

 

Aase fortsætter; Det har været interessant at opdage at så mange forskellige mennesker kan have det så godt med hinanden. Der er stor respekt for hinandens små særheder, vi kan sove sammen, snorke sammen uden at nogen gør noget ud af dette. Lækkert at opleve at kunne være i en gruppe, og alligevel opdage man godt kan være sig selv. Både ude på ruterne og i spisesituationen kan man være social og også sig selv, hvis man vil det. Sige når man ikke har lyst til at tale. Det har jeg ind imellem benyttet mig af, og der har ikke været nogen problemer med dette. Der er rigtig meget respekt omkring den enkelte her. Og meget rummelighed.

Og det gælder også for måden turen her er bygget op på, at der ikke er noget "program" der skal følges, det hele er frit. Der er stor frihed i det. Der bliver ikke besluttet noget for mig her, det er meget op til mig - til den enkelte, det er skønt. PÅ den måde kommer jeg også bedre ind til mig selv og kan spørge hvad JEG har brug for, i stedet for at få det fortalt. 

 

Det er fantastisk at opleve sit eget land, og selvom jeg har været rigtig meget i jylland, har holdt mange ferier, er det stadig anderledes at GÅ i landskabet fra morgen til eftermiddag, også at opdage hvor hurtigt man egentlig går. Sætter man sig for at tisse, eller snøre snørebånd, kan de andre rent faktisk komme ret langt foran én. Og selvsamme hastighed fører jo så også en rimelig hurtigt igennem 20 km... 

Det har været skønt egentlig "bare" at få lov til at bekymre mig om at gå, spise og sove. Kan livet virkeligt være så simpelt? Ikke at skulle tænke på verdensnyheder, osv. Og så dét at leve i næsten kun to sæt tøj, at den begrænsning på kiloene mht bagenen gør, at vi ikke kan have andet end vandretøj med os. På den måde forbliver vi i denne "vandre-verden", hvilket er meget simpelt, men samtidig også medfører at vi ikke kan sætte håret, klæde os i 17 forskellige sæt tøj eller hvad det er vi normalt gør. Her er vi alle for at vandre. Det har været vidunderligt at prøve, blot at leve i denne lille taske.

 

Aase har oplevet at hun har været egoistisk på den gode måde, at hun ikke har lagt den store energi i at lære folk at kende "bagom" turen her, men blot har nydt dem som de er her. Jeg har brugt mere energi på mig selv, og har kunet mærke at alle de historier som der kunne komme, ikke har været så vigtige for mig. Så derfor har jeg også fået mange ting med på det mentale plan. Det har været en rigtig "Aase-tur" på den måde. En god gave til mig selv. Der har været flere ting jeg ikke har taget mig af, blot holdt energien hos mig selv, og ikke været så "multi-taskende" som jeg tidligere kunne have været.  Jeg tror virkelig jeg har lært at leve mere i nuet på denne tur.  

 

Og mere kan man vel ikke bede om, siger jeg bare.

 

Mona Heuser, Fod på Livet, Hørmested.