økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Saturday d. 06. September - Mælkebøttesaft og Rold Skov

Vi er nået til Skørping, og nu er det næsten sådan at vi kan se til Skagen...  Vi er i hvertfald i det Nordjyske, og det er faktisk skønt.

Annasøs og Skye snitter... Og reflekteres i grydelåget.

 

De dyrebare dråber fra mælkebøttesaften skal med... Birthe gør sit, for at så lidt så muligt går til spilde.

 

Annasøs og Ulla tager sig en mælkebøtte-dram i baren. Skål,

 

En smuk aftensmadstallerken.

 

Og en anden smuk...

 

Rita, vors blomsterbinder, har lavet denne meget flotte krans til os... Den nydes i stor stil.

 

Og vi har også pyntet med lyng. Byd naturen indenfor.

 

Det gør vi jo allerede med maden. 

 

Lidt stop inden Rold Skov.

Annette, Ulla, Esther og Skye i baggrunden.

 

Man må aldrig glemme hvor sjovt dert er at gynge - Aase og Rita.

 

Der findes slåenbær, og Rita snupper et par stykker. Det er Rita i det grønne...

 

Lidt skovsyre, der læner sig til en trærod.

 

Annasøs vidste lige hvor kantarellerne skulle findes. De var små og få, men de VAR der.

 

Skye, Annasøs og Rita er helt hen i skoven... Rold Skov.

 

Elena nusser sine ben, efter en lang men dejlig gårtur.

 

Der kommer mere med Elena her;

 

Elena Jacobsen, 65 år, fra Køge.

 

Elena fortæller om hvorfra hun kender Fod på Livet: Jeg har en god ven som kender Birthe, som har talt om det. Og så tror jeg jeg har set noget om det i Nyt Aspekt eller Kristelig Dagblad. Så jeg har faktisk i nogle år været opmærksom på det, men kunne ikke tage del i det, eftersom det ikke harmonerede med mit job som lærer. Så tænkte jeg, at nu når jeg var blevet pensioneret 1. marts,  skulle det altså være. 

 

Turen indtil nu er meget strabaserende, jeg har nok at gøre med at komme fra det ene sted til det andet. Jeg ville egentlig gerne have lidt mere tid til at nyde naturen, jeg synes jeg knokler, bare for at nå det.  Det har nok også noget med fodtøjet at gøre. Jeg har kun MBT sko på, og nogle "fjollede fødder". Jeg er dog vant til at gå, jeg går lange ture i skoven, men slet ikke i denne her udstrækning. Jeg fundet nogle gå-kammerater, så nu har jeg ikke længere så meget stress på turen, fordi vi ved, at vi venter på hinanden. Jeg har aldrig været i en gruppe mennesker med så meget venlighed, så meget hensyntagen og accept. Og det sjove i det her er, at når gruppen bliver tilbudt at sove i mindre klasseværelser og gymnastiksale, så vælger vi gymnastiksalen alle sammen, fordi vi har det så hyggeligt sammen. Det havde jeg simpelthen ikke forventet. Og til min store overraskelse, har jeg ingen problemer med at sove trods andre snorker, har deres lyde osv. Det havde jeg tidligere. Synes næsten at vågne til deres lyde, giver mig tryghed. 

 

Jeg kunne godt have ønsket mig kortere ture, og jeg kunne godt tænke mig lidt mere fælles udstrækning, noget mere yoga - det var bare SÅ godt. 

Og så kunne jeg faktisk godt tænke mig at der var noget introduktion til maden, så ville der måske ikke være så mange spørgsmål desangående. Synes der går meget energi i gruppen med det.

 

Jég synes at maden er fantastisk, og kunne specielt godt lide "forsøgs-"salaten i går aftes, da det ikke var blandet sammen. Og noget der undrer mig kolsalt meget, er, at jeg slet ikke har været sulten på denne tur. Og jeg er endt på næsten 1/3 af mit madindtag. Og så er jeg så glad for det, for jeg har tænkt i flere år, at blive bedre til at tygge. Og ikke bare synke maden efter et par tyg og i store klumper. Og det er derfor jeg har spist som et tærskeværk igennem årene, for jeg har jo slet ikke optaget noget specielt af det.  Nu når jeg er begyndt at tygge kan jeg faktisk klare mig med meget mindre. Men jeg elsker jo mad, og specielt aftensmåltidet er min favorit. 

Afslutningsvis siger Elena; Det er nogle meget smukke ture, og jeg synes i det hele taget at konceptet er spændende. 

 

Mona Heuser, Fod på Livet, Skørping.