økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Wednesday d. 03. September - Midtvejs.


Kære dagbogs-gæst!

I dag - onsdag den 3. september - har jeg en enkelt dag som dagbogs-redaktør!
Dagbogsskrivningen og kontakten til medierne har siden Fod på Livets start i 2003 været en af de mange kasketter, jeg har haft på som arrangør. I år er det så heldigt, at en af sidste års deltagere har haft lyst til at prøve kasketten!
Alle foregående dage og alle de resterende har været og vil blive formuleret af dette års mediemedarbejder på Fod på Livet-turen, Mona Heuser. På samme måde som Mona laver et portræt af de fleste 4-ugers deltagere, giver jeg her et portræt af Mona!

 



Mona er 37 år, sygeplejerske og er for nylig flyttet til Helsingør. Hun fortæller, at hun nyder at være tæt på vandet, gå ture langs stranden og særlig i de stille morgener, når hun kommer fra nattevagt, er der en fin og stille stemning.
Mona deltog i Fod på Livet i 2007 fra Gedser til Skagen.
"Det var især Solskinsmaden, som satte tanker i gang hos mig", fortæller Mona. Og det er også dét, som i særlig grad har fået mig til at være med på turen igen i år, selv om det helt sikkert er en anden måde at være med som service-medarbejder og ikke som gænger! Som deltager har man på en måde fri hele dagen - skal bare gå, sove og spise! I service-teamet er jeg udadvendt og på arbejde!"
"Min store interesse er fotografering", fortæller Mona videre. "Det har det været siden jeg som 13-14-årig lånte et Nikon F2-kamera i ungdomsskolen og prøvede at tage billeder. En feature-uge i skolen stimulerede interessen, og senere gik Mona til hånde en sommer hos fotografen Jørgen Sperling på Ekstra Bladet og var også tidligere i praktik i Århus hos en kendt modefotograf.
Mona har prøvet at arbejde på den gammeldags facon med at fremkalde billeder i mørkekammer og nyder i dag at kunne tage alle de billeder, hun kan komme til at knipse og bagefter rydde 9 ud af 10 væk igen. For Mona er en ihærdig fotograf. Der bliver taget billeder fra alle mulige og umulige vinkler! Det er et helt almindelig syn for os at se Mona med kameraet i museperspektiv eller hængende i en ribbe med kameraet ud i strakt arm! Det kommer der af og til nogle helt unikke billeder ud af, som du kære læser, vil have bemærket på de forrige dages dagbogs-sider!
På mit spørgsmål om, hvad der har fået Mona til at sige ja til at skrive denne dagbog og være kontakt til medierne undervejs, erklærer Mona straks, at det lød spændende og sjovt at påtage sig dette selvstændige job! Mona kan lide at tale med folk i telefon og at holde kontakt til mange mennesker! Og som mediemedarbejder her i projektet er der i vid udstrækning mulighed for at dyrke den side af sig selv! Der er et utal af medier i de lokalområder, vi kommer igennem, og når man får fyret lidt op under dem - gjort dem klart, at her er noget helt unikt, som de absolut må fortælle deres læsere om - bliver de fleste af dem interesserede i at høre mere. Mona er især god til at fortælle om Solskinsmaden, som gav hende et ønsket vægttab, da hun sidste år spiste den i 4  uger. Hun har ikke skiftet al sin kost ud med Solskinsmad, men taget mange af principperne med sig i sin dagligdag. Og det er lige akkurat også, hvad jeg som arrangør finder  er den fineste måde at få sat lidt gang i ændringerne i sin dagligdag for at styrke sin sundhed og selv tage ansvar for at forebygge sygdomme. Det gælder om at vide noget om, hvad man kan, og bruge det en gang imellem som et supplement til dét, man ellers gør!
Mona siger videre, at hun befinder sig godt i projektet som "gammel" vandrer. " Jeg bliver brugt til at tage pulsen på dette års tur i forhold til de tidligere års ture. For eksempel er maden anderledes i år, end den var sidste år. Der er grøntsager, nødder, frø og olier. De mange tropiske frugter har vi ikke i år! Og gruppen i år er selvfølgelig anderledes, det er andre mennesker, og jeg fornemmer en fin energi," siger Mona.
På mit spørgsmål om, hvordan hun oplever sin egen rolle i år, siger Mona: "Jeg er her som fotograf! - og selvfølgelig som tekstforfatter på dagbogen. Men billederne er min styrke! Der har været en del tekniske problemer, og det "trækker tænder ud", - så jeg har følt mig meget på arbejde! Ellers er det sjovt," slutter Mona.

Jeg og mange andre glæder os over dagbogens indhold og glæder os til, hvad der kommer på den sidste del herfra Ørum og til Skagen på næste fredag. Der er 10 dage tilbage, så stadig en tredjedel af turen!

I dag har været dagen, hvor deltagerne vågnede i gymnastiksalen på Mammen Friskole og spiste morgenmad i SFO'en. Det er et af de "mindste" steder vi besøger, forstået på den måde, at vi laver mad med een vask og ganske lidt køkkenbord. Men det går forrygende - vi skal jo næsten ikke bruge tid på at gå skridt i et sådant køkken! Vi sidder hyggeligt ved lave borde og ganske tæt. Børnene i SFO'en møder for nogles vedkommende allerede kl. 6.15 - friske og veloplagte og et par stykker var vældig interesserede i at hjælpe os og i at smage på vores mærkelige morgenmad. "Hvad er det" spurgte Louise og pegede på et spidskålshoved, som lå nydeligt foldet ud, parat til at blive fyldt i en madpose. "Er det salat?" spurgte hun.
Nej, det var det jo ikke, og Louise fik smagt på rå spidskål!

Deltagerne i Fod på Livet begyndte dagen med at gå over i Mammen kirke, fordi vi lige skulle have et kvarter til at gå før morgensangen. Kl. 8.20 satte skoleleder Dynes Sand sig til klaveret og spillede op til tre friske morgensange, hvorefter Fod på Livet-gruppen sang sin sædvanlige start-hymne: "Må din vej gå dig i møde" - en gammel keltisk bortsendelsessang, som en af deltagerne i 2005-turen introducerede for os, og som siden har været en fast bestanddel af vores morgensamling, før vi siger: "Go' tur - go'e ben!" til hinanden og begiver os ud på dagens etape. Og hvilken! Det er og bliver et af de smukkeste steder i Danmark efter mine begreber. Det kan ikke anbefales nok, hvis du ikke har været her! Tag til Ø-bakker og gå en tur! I dag var det såkaldt blandet vejr. Ankie og jeg fik bugseret madbilen om på den nordlige side af bakkerne og parkeret den på et muddersikkert sted, hvorefter vi begav os ad den alternative rute i modsat retning af dagens rute. Det var ned over å-løbet i dalen, hvor der var lidt mere vand, end vi sådan lige synes var helt passende. På ét sted gik vi på sporet og så åens vand stå højere end sporet - kun et par meter væk! Det føltes meget mærkeligt - som om vandet hvert øjeblik kunne komme strømmende. Vi kom dog tørskoede over i bakkerne og lagde os i solen et kvarters tid, indtil tordenrumlen og smukke dyb lilla skyer fortalte os, at det var tid at gå tilbage!

Således har en del af dag nummer 19 på årets Fod på Livet-tur foldet sig ud for undertegnede!

Mange kærlige hilsener til alle jer, som læser med her på dagbogen fra dag til dag – og til alle jer, som vil læse disse sider i de kommende måneder og som optakt til næste års tur – Fod på Livet 2009!

Birthe Straarup
initiativtager/projektleder