økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 2 - Søndag d. 19. august
Det er spændende at vågne op til denne første morgen sammen. Nogle har sovet  fast i mange timer, andre har ikke lukket et øje - føler de! Det er nyt for de fleste at sove sådan lidt i "bunke"! Selv om vi har en hel gymnastiksal, er vi 25 med grej og pik-pak, - det fylder helt godt op i rummet!                                                                                       

Vejrudsigten formidles af Kirsten, som har en smart lille sag af en mobiltelefon, som kan det dér! Det lover godt - lunt og let skyet.  Det lykkes at få pakket bagagebilen, så dørene kan lukkes! et er altid et spændende punkt!                                                                                    

Morgenmaden kigges an - den mysli dér, ligner altså ikke den, jeg plejer at spise til morgenmad! Og nej, det gør den ikke - den har stået i blød siden i aftes! Den dufter godt og smager endnu bedre! Med lidt æble, rød grapefrugt, små røde druer, lækre mandler og nødder, som også har været i blød og samlet vand - så de er store og velsmagende - samt kokosmel og kanel, bliver det til det rene slik!  

Ved halvotte-tiden pakkes frokostpakker med gulerod, squash, kål, persille, rød peberfrugt, speltbrød, tofu og kærner, måske lidt solris! Det ligner for de flestes vedkommende ikke helt madpakken hjemme, meeæn, det er også lidt spændende: Hvordan bliver det at spise det uden salt og dressing? Og kan vi blive mætte af det her? 

Fod på Livet-sangen får sine tre gennem-syngninger, inden vi starter ud.     
Kort efter start får vi følgeskab af Skye Løfvander. Skye er sanger, instrumentmager, filosof, redaktør, forfatter og underviser bl.a. i lydhealing og overtoner. Bogen Overtoner under Huden med undertitlen Musikkens indre væsen udkom i 2003 og den tilhørende arbejdsbog På syngende Grund kom i 2005. Sidstnævnte er en indføring i overtonernes univers med tilhørende trænings-cd.  Begge bøger er udgivet på forlaget Sophia.

I dag handler det om rytmer og takt. Vi opmuntres til at gå i nye rytmer. Vi bliver opmærksomme på, hvor ensidigt det er at gå i "en-to" takt - ja nærmest kedeligt! En-to-tre kaldes frem - "første"-benet skifter hele tiden - det føles mærkelig nyt og godt i kroppen - efter nogle minutter synker det ind og bliver til en automatisk rytme i krop og bevidsthed.  Nye rytmer og klap følger. For mange af os er det her lidt udfordrende - vi falder ud - og må finde ind igen - temmelig mange gange forekommer det. Videre med klap og og mellemtakter - nye kombinationer lokkes ind - hænder og fødder koordineres. Nogle hænger på, og andre har rigeligt nok de første udfordringer. Sådan bliver der noget til alle.  Vi morer os dejligt - og håber, at de bilister, som kører forbi os - vi fylder hele vejens bredte - også kan grine med de fjollede vandrere, som slår ud med armene og klapper ad dem! 


TV-2 øst dukker op og vil have lidt til sit aftenprogram. Det får en tid tankerne væk fra føddernes rytme, men senere vender mange af os tilbage til denne nye måde af gå på, fordi det føles afslappende og harmonisk - og da denne dagbog skrives på bagskud, ved vi her på 4.dagen, at rytmegangen fortsætter mod Skagen! 




Frokostpause ved det nye å-udløb i Nykøbing F.

                                                                                                                                            
Eskilstrup skole ligner sig selv! Masser af plads at være på.
Inden  aftensmaden laver Skye en runde med rytme og klap og slutter af med toning - det er en ny oplevelse for en stor del af gruppen og fortsætter ligeledes dagen efter i Nr. Allerslev kirke.
Hjertelig tak til Skye for disse enkle og virkningsfulde instruktioner.  

På turen i år har vi hidtil yngste deltager: Klara Møller Rasmussen på 11 år. Klara går i 6. klasse på Førslev skole på Sjælland. Da mor, Birgitte Gyrd, talte om at deltage i Fod på Livet for andet år i træk, erklærede Klara, at hun også gerne vil med. Birgitte foreslog at Klara kunne komme med nogle dage inde i turen, så mor fik et par dage for sig selv. Men nej tak sagde Klara, "skulle hun med, så ville hun deltage i en hel uge"! Så der var ingen kære mor!

Hvorfor ville du være med i alle 7 dage, Klara?
"Jo, for ellers var det noget med at blive hentet! Og det syntes jeg ikke var rigtig" siger Klara. "Jeg ville gerne være med lige så længe som de andre, som de voksne!" 
Hvordan er det så at være med? "Det er fint nok! Lidt kedeligt ind i mellem, men det vidste jeg godt, at det ville være. Der er jo ingen på min egen alder. Jeg kan godt lide at være ude i naturen og at gå langt og at ride! Det her er i hvert fald bedre end at gå i skole."
Taler du med andre end din mor? "Ja, vi snakker om almindelige ting, men ikke om noget rigtigt -noget rigtigt ville være noget, som vi havde gjort eller oplevet sammen. F.eks. hvis nogen var sprunget i åen inde i Nykøbing, da vi spiste frokost - det ville have været sjovt."
Hvad gør du, når du bliver træt? "Så skælder jeg min mor ud - det hjælper! Men det er ikke så meget", siger Klara.
Du har prøvet at gå tidligere! - "Ja, da jeg var otte år, var jeg med min far i Peru, og vi gik på Inka-stien i 10 dage. Det var sjovt - det var i bjergene, så vi gik ikke så langt, men det var op og ned
hele tiden."
Hvad siger dine kamerater til, at du skulle af sted på vandring? "De synes jeg er lidt mærkelig. De ville ikke selv gøre det. De vil hellere sidde og se TV eller spille computer! Jeg ville også hellere ride, men det er ok at gå!"