økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 17 - Mandag d. 4. september

Tillykke med jeres flotte præstation 6. klasse fra Gjern skole!

Morgen på Silkeborg Ungdomsskole. Der er fødder, som lige skal have lidt ekstra pleje.




Der er anbragt et flag midt i kantinen fundet ovre i gymnastiksalen. Frederik har fødselsdag, og vi synger "I dag er det Frederiks fødselsdag, Hurra, Hurra, Hurra! Frederik ser en lille bitte smule genert ud, mænn.. Op på stolen kommer han!



Det er sidste dag med børnene fra Gjern skole. Sidste dag for dem med blød mysli, kanel og olie, bananer og æbler og appelsiner til morgenmad. Hvor skal det blive godt at komme hjem til varm te og ostemad.. Eller?!
Der bliver pakket madposer til den sidste etape langs Gudenåen og ind til Gjern.





Vejret er ustadigt, så regntøjet er oppe. Børnene er glade og ivrige efter at komme af sted og hjem.


Vi har aftalt at mødes med en journalist lige før Gjern. Så da jeg er færdig med dagens mange telefonopkald til de kommende skoler og pedeller og har bestilt varer hos Solhjulet, kører jeg ud og møder klassen på stien lige før Gjern. Alt viser sig at være timet, journalisten dukker op, som han har lovet og får sine billeder. Han vil skrive en artikel i det lokale ugeblad om pilotklasse-projektet ud fra børnenes beretninger.

Hos Petreas forældre er der dækket op i carporten med frugt og grøntsager, te og saft. Gjern skolens inspektør, Conni Overbye, er kommet for at hilse på og byde de unge topscorere velkommen hjem!




Vi venter på bagagevognen. Børnene skal have deres bagage, og jeg de diplomer, som jeg vil udlevere til dem. Telefonen ringer. Det er Erik, som kører bagagebilen. Han lyder trist og har et trist budskab. Han har haft problemer med sit ene øje de sidste dage. Nu står han i Silkeborg i stedet for at være i Gjern. Han har fået sit syn undersøgt og har fået besked på at holde sig i total ro, idet han formodentlig har pådraget sig en nethindeløsning.
Hvad nu? Finn siger, at vi må vente på, at bilen bliver hentet i Silkeborg. Forældrene samstemmer, Louises mor tilbyder at køre mig til Silkeborg. Vi drager af, finder bilen, finder Erik og Esther plus nøgler og kører tilbage til Gjern med guide i form af Louises mor, så jeg ikke behøver at koncentrere mig om at skulle finde vej.





I haven drysser det ind i mellem lystigt fra oven. Jeg har fået fat i diplomerne, siger tak til børnene for deres åbne og positive medvirken i de forløbne fem dage. "Det har været både sjovt, spændende og lærerigt at være sammen. Det føles så godt, at det er lykkedes jer alle at gennemføre. I har virkelig investeret mod, udholdenhed og viljestyrke siden torsdag i sidste uge. Det har ikke kun været idyl. Mange af jer har klaret nogle knaster. Noget man bliver stærkere af. Når I kan takle denne udfordring så fantastisk, kan I klare utrolig meget andet. Tillykke med at I gjorde det. Og tillykke med at I har lært at passe på hinanden og har et dejligt fællesskab i klassen. Det har uden tvivl skabt grundlag for denne sejr."
 
"Tak til dig Finn for dit enestående engagement og din dejlige måde at være på og samarbejde på.  Der har været mange pudsige og pludseligt opståede situationer på turen, som jeg synes du har håndteret på uforlignelig vis: stilfærdigt og med præcis den autoritet, som var nødvendig."


"Vi har haft det hyggeligt sammen alle sammen, også med de af jer forældre, som har været med. Det er en kæmpe fordel, at I har kunnet deltage. Jeres spørgsmål har været mange og jeres meninger interessante for mig og for de andre deltagere i Fod på Livet. Og selv om I måske ikke lige med det samme vil spise solskinsmad derhjemme, så har I sikkert haft en oplevelse, I aldrig glemmer, og som kan tages frem, hvis I en dag får lyst til det eller brug for det. Nu har I i
hvert fald en personlig erhvervet erfaring for, at man kan klare en fysisk præstation på solskinsmad. Jeg synes, I kan være stolte over at have turdet give jer i kast med forsøget."



Jeg har svært ved at samle mig om at få sagt dét, jeg gerne vil - er berørt af at skulle sige farvel - ville gerne have haft tid til mere debat og samtale med børn, forældre og lærer. Sådan er det nu en gang, når der sker mange og uventede ting på samme tid. Jeg har vænnet mig til, at turen næsten dagligt indbærer uforudsete begivenheder.


Det er tid til de sidste kram og farvel. Vi får bilerne kørt ud og med en lidt vemodig følelse drager vi af sted til dagens overnatningsskole, Fårvang. 

På Fårvang skole møder vi serviceleder Ivan Laursen. Han er venligheden selv. Vi får nøgler og lov at låne hans lune fyrrum til at tørre våde støvler i. NÅr livet handler om at gå, spise og sove, så er det skønt at være sikker på at fodtøjet er tørt i morgen tidlig.

En lang dag God nat og sov godt.

Kærlig hilsen
Birthe