økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 14 - Fredag d. 1. september

På Gorms og Thyras høje!


De første sultne børn træder ind i køkkenet tyve minutter i syv her denne første morgen. Det er lidt svært at afgøre, hvad de tænker, da de som svar på deres spørgsmål om morgenmadens indhold bliver vist hen til en frugtbuffet med æbler, appelsiner, bananer og melon samt en stor skål mysli opblødt i vand. Ved siden af står et glas med kanel til at strø over myslien, en flaske omega 3, 6 og 9 olier, opblødte solsikkefrø, nødder og mandler samt et lille glas blåbærsaft.



Da der siges vær så god kl. 7 er det først frugten, der får opmærksomhed fra børnene – og herefter afprøves den underlige rå grød, som til manges forundring smager bedre end den umiddelbart signalerer dér i fadet!


De modigste kigger lidt på vore deltagere og forsøger at gøre som dem. De er umiddelbart trygge ved udsigten til nye smage og konsistenser, og kort efter sidder de med en tallerken mysli med kanel og bananskiver. Appelsinerne er spist og æblet bliver enten skåret i stykker og puttet ovenpå myslien eller gemt til senere


                                                                                                                                                                                           Det glæder mig at se, at nysgerrigheden hos de fleste vinder over modviljen til at prøve noget nyt. I dette øjeblik tror jeg på, at det er den helt rigtige klasse, som her er valgt som spydspids til at afprøve konceptet. Herfra kan der bygges videre og skabes andre nye og spændende udfordringer omkring helheden i kombinationen kost, bevægelse, socialt fællesskab og den pædagogiske vinkel omkring, selvværd, målrettethed og motivation. Hvis denne gruppe 11-12-årige kan gennemføre fem dage uden at give op, kommer de til at overskride deres egne grænser mange gange og føle sig stærkere og stærkere for hver eneste skridt de tager frem mod Gjern. Ved siden af sig har de en forældregruppe, som talstærkt stiller op og tager hver deres tørn i både nattetimer og på de daglige vandringer. Og de har en klasselærer, Finn, som virker til at have sig selv med i alt, hvad han gør. De ser ud til at elske ham, uanset om han stryger dem med eller mod hårene. Han siger sjældent noget mere end én gang, før det bliver efterkommet af børnene. Og det er næppe hørligt, når han hæver stemmen så meget, at det alligevel opfattes som en absolut uigenkaldelig besked. Her er pædagogik i praksis, som man kunne ønske sig den for alle børn.


Madposerne fyldes med gulerod, salat, blomkål, agurk og brød. De modigste går til mandler og rå majs. Den hvide gedefeta pakkes ind i plastfolie. Vandflaskerne fyldes. Der er også enkelte poser, som ikke indeholder så meget. Men lærer og forældre har "scannet" flokken og ved, hvor der kommer til at mangle frokost, så de sørger for at fylde noget ekstra i deres egne madposer, så de har nok til at dele ud af, når sulten melder sig og kræver modspil.  



 


Der er samling udenfor Bredager skolen.


Fod på Livet-gruppen synger sin vandringssang, og så er der afgang.



Først over sporene til Jelling kirke, runestenen og gravhøjene. Jeg efterlyser en, som kan læse runerne. Der bliver kaldt på Finn, som ganske rigtigt fremsiger den enkle tekst pr. hukommelse. Det lyder i hvert fald meget tæt på det, som Vianne lidt efter læser op fra turistbrochuren.



De fleste smutter lige op på højen. Det ”skal” man for at have været i Jelling.



Så starter turen mod Tørring.



En ganske kort dags-etape på 17 km her på anden dagen. Vejret er til gengæld lidt ustabilt – det regner ind i mellem. 


   


 




Vianne Friis-Mikkelsen går meget sammen med 6. klasse i dag. De får snakket en hel masse om alle mulige ting. Efter dagbogen i dag, kan du læse, hvordan Vianne som deltager i Fod på Livet har oplevet at være sammen med 6. klasse fra Gjern i fem af turens 29 dage.





Senere møder  jeg flokken igen ved indgangen til Tørring skole. Det er trætte børn, som er lige ved at synes, at det hele er surt.


Lidt te og frugt ville være sagen, siger læreren. Og efter noget varmt at drikke, lidt brød, en banan og en frugtbar stiger humøret og 6. klasse indtager gymnastiksalen i et højere gear. Ud kommer tovene og boldene fyger om ørerne på de stakkels ældre damer, som troede de skulle slappe af ovenpå dagens strabadser. Finn har godt nok sagt, at vi bare skal sige til, hvis børnene larmer for meget, men det nænner damerne ikke, og i stedet trækker de deres liggeunderlag ud på gangen for at undgå at blive direkte involveret med bolden. Senere fortæller samme damer mig, at børnene var blevet lidt skuffede over, at de voksne ikke sov sammen med dem.



I Fod på Livet er det blevet en given ting, at mobilerne er slukkede og kun bruges udenfor de andre deltageres hørevidde. Det er en del af konceptet, at man kan holde fri fra unødig larm og chat og ikke vide noget om alverdens kiv og splid, mens man deltager i turen. Det går egentlig rigtig godt med at gennemføre det. Og når det alligevel ”smutter” en gang i mellem, laver vi en masse grin ud af det, så det både bliver sjovt og samtidig tydeligt, at det gerne må stoppe. Der kommer nye deltagere, som ikke er helt med på aftalen, fordi de måske ikke har læst informationsbrevet grundigt nok. Men det retter sig efterhånden.


Da vi lagde planer for, hvordan klassen kunne være med i projektet, sagde Finn, at det nok ville være svært helt at droppe mobilerne. Så det blev en aftale mellem projektet og læreren, at klassen kunne medbringe mobilerne og få dem udleveret i 20 minutter hver aften for lige at sige goddag til forældrene og fortælle, hvordan det gik. Det viser sig at være et tveægget sværd. Det er åbenbart nemmere at udholde strabadser og holde sig selv kørende, når man ikke har forældre i øresneglen. I hvert fald blev mange af børnene lidt bløde i knæene denne anden aften, da de fik forældrene på ledningen. Her var der så endnu en gang en lærer, som viste sin pædagogiske tæft. Han fik hele klassen til at støtte dem, som havde det skidt, talte med de pågældende forældre, og i løbet af kort tid var alt på plads og alle glade igen. Det er godt at se et forældre-lærer samarbejde fungere så fint. Og "mine" deltagere har gang på gang udtalt, at de synes, det er en fantastisk lærer, de her har set i funktion!                      


 


 


Vi har ”skiftedag” i morgen lørdag, hvor nogle uge eller 14-dages deltagere går fra og nye kommer til. Ved aftenteen siger vi farvel til Lis Glæsel, Kirsten Jørgensen og Birgitte Gyrd.



Lis fortæller, at hun på de 14 dage, hun har været med er sluppet af med sin gigt i fingrene.


Birgitte inviterer alle, som har lyst til en primitiv vandretur til en overnatning i Karlsvognen på sit og sin mands gård ved Haslev.


De tre modtager deres diplomer for deltagelse i Fod på Livet og et kram.                                                               Marie Louise og Petre er stødt på et sæt sangbøger på skolens lange hylder. Alle er interesserede i at synge, og snart lyder lyse barnestemmer og dybere tenorstemmer blandet et par basstemmer i køkkenets hygge. Det er herligt at opleve så stor sangglæde hos både drenge og piger, og Fod på Livets deltagere skiftes med børnene om at foreslå sange. Det er næsten ikke til at få holdt op igen.


Tak for en dejlig dag sammen! Og god nat!


 


Vianne Friis-Mikkelsen siger om sit samvær med 6. klasse fra Gjern skole:


Jeg synes, det har været et helt utrolig dejligt møde med børnene. Jeg har nydt at gå sammen med dem. Jeg er overrasket over den dejlige måde, de er sammen på, den omsorg de har for hinanden og den åbenhed, de har over for os deltagere og gerne vil snakke om kosten og om hvorfor vi spiser som vi gør. Vi har snakket meget om mad. Jeg har forklaret en hel masse om kostens gode virkning.  Jeg spørger dem, hvad de spiser i deres hverdag, fordi jeg er nysgerrig.   


Vi taler også om vores dyr, mens vi går. Og jeg synes de går utrolig godt. Nogle går endda temmelig hurtigt!


Og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opleve deres forhold til deres lærer. Min opfattelse er, at han er en fantastisk god lærer. Hans hensigt med denne tur er ud over det med kost og motion og samvær også at vedligeholde gode relationer i klassen, har han fortalt. Det var jo børnene, der bestemte sig for, at de ville med på denne tur. Og hvis der bare var to, der ikke ville med, så  ville det ikke blive til noget. Det er jo ud fra den dag, de gik med sidste år, at de blev tændt på ideen. De var opsatte på at prøve sig selv af på det.


Dét at de ved, at de kan gennemføre en sådan tur, virker også ind på mange andre områder af deres liv, så de lærer at være vedholdende. Det synes jeg er kanon. Det er ikke den slags, der er for meget af i børns liv nu om dage.


Det er dejligt at se deres forhold til deres lærer. De hører efter, hvad han siger. Jeg oplever, at de respekterer ham. Jeg tror, det hænger sammen med, at han er virkelig engageret i de børn og et rigtig dejligt menneske.


Jeg har kun godt at sige om mit møde med klassen og vores fælles oplevelse.