økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 13 - Torsdag d. 31. august

Pilotklassen fra Gjern ankommer!


 


Vi har ”udbudt” en ny rute via Solskinsvej til kysten. Kirsten, Erik og Esther har gået research på den i går. Den går ned mod Vejle fjord lidt øst for Munkebjergvejen, så vi undgår trafikken på de stejle bakker uden sti eller fortov. Den falder lige i vandrernes smag. Vejret er lidt blandet, men uden regn.


 


Vi er på vej til Vejle. Dér skal vi mødes med 6.klasse fra Gjern skole og deres lærer. Klassen var med Fod på Livet på en en-dags-etape sidste år fra Sejs til Fårvang. Det klarede alle i flot stil og forældrekredsen stillede op med et surprise-party, da børn og FodpåLivet-deltagerne gik gennem Gjern. Da jeg først på året skulle pege på en klasse, som kunne tænkes at være både motiveret og behagelig at være sammen med, faldt mit valg helt selvfølgeligt på Gjern-børnene og deres lærer som første prioritet. De havde vist alle de kvaliteter, der skulle til, for at et pilotprojekt ville kunne lykkes. Det gik ud på, at have klassen og min. to voksne, lærere eller forældre, med på turen fra Gedser til Skagen i fem dag på samme vilkår, som dem Fod på Livet’s deltagere har. Det vil sige at spise solskinsmad og gå de fastlagte dags-etaper samtidig med at dagligdagen nulstilles mht. mobiler og skærme. Formålet skulle være at give børnene en ekstraordinær oplevelse af, hvordan krop og psyke reagerer, når man virkelig bruger sig selv fysisk og samtidig tilfører et absolut rent og opbyggende ”brændstof” med masser af vitaminer, mineraler, sunde fedtstoffer, vegetabilske proteiner og rent vand. En oplevelse, som de færreste af os har adgang til eller vælger, med mindre vi presses til det af sygdomsmæssige årsager. Her skulle det kunne blive en højdepunktsoplevelse, som kunne lægges i den mentale bagage – som en spændende og anderledes tur og en indgangsvinkel til mange nye spørgsmål eller som erfaring, som børnene måske en dag kunne bruge til at bygge videre på i en fremtidig situation, hvor de enkelte elementer kunne bringes i spil.


 


Jeg var selvfølgelig vældig spændt på, om nogen klasse eller lærer overhovedet ville lege med på ideen. Og blev derfor også vældig glad, da Finn Skovgaard-Jensen hurtigt meldte tilbage, at han syntes godt om ideen om at være pilot–klasse. Han havde allerede forhørt sig hos såvel skoleinspektør som forældre, da han ringede til mig, og børnene havde slet ikke været i tvivl om, at de ville med.                                                                                                                                                                                                   I løbet af foråret blev der arbejdet på at finansiere projektet, og det blev bestemt, hvilke ruter børnene skulle være med på, og hvordan det praktisk kunne lade sig gøre, når der skulle forældre med, som skulle skiftes til at komme; hvordan forskellige spørgsmål skulle takles omkring mad og mobiler osv. Lokale firmaer og Gjern kommune sponsorerede klassens deltagelse, og der blev fundet løsninger på de øvrige spørgsmål. Nu skulle resultatet af alle forberedelserne så endelig udmønte sig i fem uforudsigelige dage.


 


 


 


Klokken er 10.29 på rutebil-stationen i Vejle. Bussen ankommer, og det myldrer ud med børn og bagage. Der bliver sagt goddag og snakket lidt forsigtigt. Skal vi gå med de der ældre mennesker, lyder det fra en.


 


Bagagen bæres til bagagebilen. Det ser først ud af rigtig meget, men rummes alligevel fint i bilen, da det er blevet stablet grundigt. Køk-holdet har lavet madposer til alle vore nye deltagere. Og børnene går omgående i gang med at kigge og smage på det for dem lidt ekstraordinære indhold. Noget bliver ”godkendt” og andet ”disket”. Mere eller mindre højlydt. De fleste bemærkninger er dog positivt nysgerrige, og særlig pigerne er allerede fulde af spørgsmål.


 


Fod på Livet-deltagerne er også kommet til stationen; de har travlt med at reservere hjemrejsebilletter. Vi venter lidt på dem, men jeg kan mærke, at børnene er ivrige efter at komme af sted, så vi begiver os ud på første etape og regner med, at de andre vil indhente os.


 


Vi går gennem Vejle mod vest ad stien ud til Knabberup. Der er gang i samtale og leg. Børnene er ligefremme og åbne i deres spørgsmål. Forude venter TV2-Østjylland, og mange børn siger senere, at de slet ikke har lagt mærke til, at de har gået så langt, fordi de var spændte på at møde manden med kameraet. Han venter på os ude ved vejen op mod Østergård.


Klasselærer Finn Skovgaard-Jensen indvilliger i at køre TV2’s bil, mens der bliver filmet og stillet spørgsmål.


På et tidspunkt kommer en pose chips og en cola-flaske til syne i journalistens hånd, og børnene bliver spurgt om de ville sige ja tak eller nej tak, hvis de blev budt på den gængse cocktail. Det rykker lidt i mange mundvige, men flere siger, at det ville de nu ikke, fordi de har besluttet at prøve, hvordan det er at være foruden i de fem dage. Og journalisten er da også hensynsfuld, idet han lader posen forblive lukket.


 


Der filmes hele vejen op over bakken, og her spises frokost og holdes hvil.


 


Der er gået nogle timer – det begynder at blive lidt tungere at få fødderne med sig. Et par af drengene viser sig at være i front – men de går den forkerte vej ad asfaltvejen op mod Jelling. Det lader læreren sig ikke forstyrre af. Han ”henter dem” såmænd bare ved at løbe op ad bakken og få dem med sig tilbage. Det er jo også første dag, så der er energi til overs. Derefter går det op ad Skovvejen – lidt sejt, for det er stejlt, og der begynder at lyde bemærkninger som: hvor langt er der igen? Jeg har ondt i benene! En af forældrene masserer de mange ømme lægge på stribe, og vi når endelig op over bakken ved golfbanen. Her venter en fotograf fra Jelling avis, som gerne vil have et par billeder af disse seje 11-12årige, som har kastet sig ud i spøjst foretagende. Endnu en pause - og det sidste lille stykke forekommer vist meget langt.


Endelig står vi foran Bredagerskolen i Jellinge, og alle dumper ned på et gulv eller en stol. Vi skal lige vente på, at et hold i hallen bliver færdige med træningen, før vi kan komme ind og få liggeunderlaget rullet ud og komme i bad.



KL. 18.00 mødes vi i hjemkundskabslokalet. Til første ”rigtige” måltid solskinsmad. Det er lidt af en prøvesten! Der smages og tygges – lidt rynkede bryn er der ,og nogle stikker lidt til dét, de ikke bryder sig om, men stort set alle får da spist sig mætte. Og der kommer et par stykker hen og siger, at det smager godt!



Ved 21-tiden er der næsten ro i den store hal.