økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 29 - Lørdag d. 10. september

Fod på Livet på Grenen i sol med blå-grønne bølger og hvide skumtoppe

Vi kan det dér med godt vejr! Det blev til den skønneste blå himmel og en frisk vind fra nordøst!

Her er lidt morgen i køkkenet.


Det er lidt særligt at stå op den sidste dag til sidste etape.
Vejret er fint og bliver strålende op ad dagen. Det blæser friskt og for første gang på hele turen har vi vinden mod os.
Vi starter som nævnt i dagbogen i går med at møde en journalist fra Nordjyske. Og altså avisen - ikke TV'et. Fotografen går med og tager et par billeder og journalisten spørger til projektet. Og hun, Marianne, får lavet en rigtig god artikel om os, kan vi senere konstatere.


Så går det op ad stranden. De fleste vælger sandet frem for asfalten og cykelstien.



Her ser man tydeligt, hvor meget man kan komme til at holde af sand!

Madteamet "indtager" Ankermedets skole og glæder os over hvor pænt der er.
Kl. 14.30 går vi i samlet flok fra stationen i Skagen med kurs mod Grenen. Turleder Hanne har som på resten af turen lykkes at samle tropperne og får med kærlig myndighed alle til at være på pletten til aftalt tid. Vi har lavet lidt om på planen: Der gås direkte ud på Grenen i stedet for at pause på skolen først.
Jeg har skaffet dannebrogsflag. Men jeg er enig med mig selv og andre, for den sags skyld, at tiden er inde til at lave nogle Fod på Livet-flag til denne lejlighed.

Det er fantastisk, hvor forskellig Grenen er fra år til år. Os der gik her sidste år, kan konstatere, at "landskabet" forandrer sig. Men det er lige skønt at stå dér og skue ud over de to vande, som mødes. Særlig imponerende i blæsten, som får bølgetoppene til at ligne flødeskum.
Der er knus og kram. En masse fotos gemmer minderne til senere brug. Man bliver høj af at have nået målet, som man - indrømmet - har stridt for i 4 uger.





Om aftenen er der festmiddag: Solskinsmad. Hørt om det før? Andet steds her på hjemmesiden, kan du læse, hvordan man gør det.
Og det er værd at prøve det af. De fleste af deltagerne her kan stadig lide maden efter 4 uger, selv om jeg også har hørt, at de glæder sig til noget andet, når de kommer hjem.


Vi har gæster: journalist Jens Hveisel og Luise Hulgaard, henholdsvis forfatter og grafiker på bogen om Fod på Livet, som lige er udkommet og kan ses andet steds på siden her, er ankommet med deres to børn for at sige hej til mormor. Hanne er med garanti verdens bedste mormor at dømme ud fra børnenes velkomst til hende. Og vi kan sige, at Hanne med garanti også er verdens bedste Fod på Livet-turleder.
Der ligger et kæmpe arbejde forud for turlederens funktion på denne tur, og Hanne har på forbilledlig vis lagt hele sin sjæl i forberedelserne. Det var meningen, at der skulle have været to turledere, men Lene måtte desværre tage hjem til vigtige ting allerede først på turen. Og Hanne har klaret jobbet alene.
En stor TAK til dig, Hanne for de mange, mange timer, du både før og under turen har givet til Fod på Livet. Tak for 4 ugers imponerende indsats på alle mulige og umulige måder. Takket være dig og dit sublime håndarbejde i hælebaren har adskillige deltagere nået Skagen.


Her er et glad par! Hanne og undertegnede bekræfter hinanden i at vi har klaret turen til UG.

Susan Jensen, freelancejournalist, har stillet mange spørgsmål og fået mange svar. Alle er mætte af indtryk og glæder sig til at sidde ned i toget på vejen hjem i morgen og bare slappe af. Fødderne skal have ferie. Det er trods alt en meget aktiv ferie at gå 700 km. Selv om man får maden serveret hver dag, bruger man sig meget.

Til sidst: Tillykke til jer, der har klaret at være med på turen. Der er mange overraskelser og ting, som skal håndteres på både ydre og indre planer. Det har I klaret flot. Jeg ønsker jer held og lykke fremover!

Tak til foredragsholdere og andre aktører undervejs. Det har været spændende at lytte til jer.

Tak til alle medvirkende omkring årets tur: til jer, som bidrager med alt det, der foregår bag ved, før og efter afviklingen: med rådgivning, med edb, på madholdet og til jer, som frejdigt fortæller og informerer om projektet, hvor I kan komme til det.

Tak til sponsorerne, skoler og andre samarbejdspartnere.

Kærlig hilsen
Birthe


PS. Vi tager lige en sidste nat på de hårde brædder som afslutning, før de bløde senge venter hjemme i morgen!


Og hvis du er til lidt Solskinsmad, kan du kigge videre herunder!
Vi tager en tur gennem dagens måltider, sådan som vi har spist dem i fire uger. Så kan du lade dig inspirere til selv at gå i gang. Alle råvarer er fra økologiske eller biodynamiske producenter.


Her er morgenens første drink: En lille snaps med Noni-juice og en med GranderVand. Så er kroppen tanket op med energi.


Iblødsat mysli - den ene er en ristet speltmysli fra Aurion, den anden en Amaranthmysli med vildfrugt fra Helios. Sæt dem i blød om aftenen ved at hælde vand over dem, så myslien lige er dækket. Spis frugt før eller skær frugten i tern/skiver ovenpå myslien. Det kan være æble, banan, pære, kivi, fersken. Og put også iblødsatte kærner, solsikkefrø, mandler og/eller nødder på.



Og her er hindbær og druer som man måske har dem i haven lige nu.


Ovenpå kan drysses kanel og/eller kardemomme og hældes lidt godt fedtstof. Her er det Udo's Choice. Du kan også vælge Livets Olie eller Perfect Balance.
Og for nogle er det dejligt at spise hvidløg til morgenmad!


Drik vand mellem måltiderne.


Du kan vælge Grander Teknologi for at få vand med den mest optimale molekylstruktur og evne til at rense sig selv og vandet i din krop.
Du kan dels købe såkaldt "Blåt vand". Du kan også sætte et Grander-apparat på vandindtaget i dit hus eller i din lejlighed, eller du kan lade dine vandkarafler stå på Granderplader.


Solskinsmad er et princip mere end det er en opskrift.
Brug de grøntsager, du synes bedst om. Dem, hvis smag, duft og farve gør dig glad, og som virker tiltrækkende på dig på alle måder. Snit dem, som du synes, de skal være. Skift dem ud og prøv andre. Du har forskellige behov på forskellige tispunkter og forskellige dage.
Herover er, hvad jeg havde i køleskabet og i haven i dag: Til venstre, bagerst er der Romaine-salat - helt og snittet, i midten er der majs og broccoli, og til højre hvidkål og gulerod. Forrest til venstre er der agurk, løg og tomat. I midten koriander og mynte, og til højre persille og purløg. Det hele snittes eller skæres og blandes i en skål.



Tilbehør er gedefeta - her er det fra Søvind. En avocado og surkål samt iblødsatte kærner og nødder/solsikkefrø og lidt oliven.
Det kunne også være f.eks. den faste gedegouda fra Lidegaard, som vi spiste til frokost næsten hver dag i projektet, som ses herunder.


Lidt iblødsatte nødder, mandler og/eller solskikkekærner passer også fint til her.


Så er der dressingen:

Ingredienserne til dressingen: Koldpresset Jomfru-olivenolie, hakket hvidløg, fintskåret frisk ingefær, karry, salt, tørret oregano, citronsaft, vand. Det hele blandes sammen.



Disse tre ting synes jeg passer godt til et måltid solskinsmad: Udo's Choice, Churna (et indisk blandingskrydderi, som kan fås i tre varianter for Pita, Vata og Kapha) og Kelpamare eller anden form for soya-produkt, f.eks. Tamari.


Her er vores færdige tallerken med Solskinsmad. Der ligger et stykke speltkærne-brød fra Aurion under avocado-stykkerne og dressingen er hældt over.

----------------

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en anden afdeling af Solskinsmad - den varme! Nogle mennesker trives bedst på varm mad, især når vejret bliver køligere. Man kan nemt bruge Solskinsmadens princip også til den varme ret. Måske er det en idé hver dag at spise ét måltid med de friske grøntsager som beskrevet ovenfor og et måltid med det varme. Det er nemt at lave lidt ekstra grøntsager, når man alligevel skyller og snitter og derefter kan man sætte sit varme måltid over.
Det gøres meget enkelt som følger:


En kop brune, runde ris og en halv kop røde linser skylles. Snit et lille stykke frisk ingefær. Kom det i gryden sammen med nogle få hele kardemommefrø.



Hæld de snittede grøntsager oveni - hæld vand i, så det står halvvejs op i grøntsagerne og lad det hele koge op uden at røre rundt i gryden. Risene skal blive nederst og grøntsagerne øverst. Skru ned for varmen og lad det simre i ca. 10 minutter.

Sluk for varmen og lad det evt. stå i et håndklæde, så det holder sig varmt, til du skal bruge det. Det bliver mere mørt på denne måde og smagen af kardemomme og ingefær bliver mere markant. Du lærer hurtigt, hvor meget vand, du vil have i retten.


Spises med gedefeta, salt, olie, evt. dressing, churna, kelpamare, salat eller som man har fantasi og lyst til. Det vigtige er at lære sig den enkle metode til at lave et sundt, enkelt og smagfuldt måltid uden de store armbevægelser. Man kan variere indholdet, alt efter hvad man har i køleskabet eller har til overs i sin salatskål, og det smager altid vidunderligt.