økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 13 - Torsdag d. 25. august

Endelig en ordentlig regnvejrsdag!

Yes, yes, yes - regnvejr - endelig! Jo da, der var dem, som jublede her til morgen. For nu skulle det nye regnsdress prøves af. En regnkasket for eksempel. Med skygge. Og af og til sad skyggen nu i nakken. Så hvad den har skærmet for, er lidt af en gåde. Se venligst Rikke, som er helt i blåt. Det var faktisk en lettelse at gå i mindre varmt vejr. Og som det tydeligt fremgår af billederne, er alle tilfredse med dagens melding på regn i mængder.
Det gik først ud forbi Andkærs fine byskilt med ænderne. Så ned ad Munkebjerg til fjorden og til Vejle. Her pausedes der på stationen. Lidt af et psykisk kulturchock for de efterhånden landliggeragtige deltagere, som - selv om de vist af og til drømmer om pølser og wienerbrød - gik på DSB-restaurant og bestilte kogt vand med citron. Det synes jeg var sejt. Derefter gik det ud ad Trædeballestien og til Jennum. Her kaldte maverne på frokost, og da det stadig silede ned, var gode råd dyre. En trappe med overdækdning lokkede til at spørge om lov til at sidde ned under festen med madposen. Og aldrig så snart var døren blevet lukket op, før en ualmindelig rar og sød mand inviterede indenfor til at spise ved et bord med stole! Det viste sig at være Skibets Børnehus, og det vrimlede med søde, nysgerrige unger.
Efter en skøn pause blandt børnene gik turen videre mod Jelling. Efter mange bakker kom Gorms og Thyras gamle by i sigte. Og solen! Men alle syntes, det havde været en skøn tur. Nåh ja, vi hentede en enkelt i Jennum, fordi hendes ene fod sagde stop. Det er, hvad der kan ske.
Godt ankomne til Bredager Skole, måtte deltagerne skrive autografer til nogle drenge fra 4. klasse, som kunne huske os fra sidste år. Som de begrundede det med: Så er det ikke ret mange, der går 700 km - frivilligt!
Vi havde besøg af DR-syd på en direkte udsendelse og en fotograf fra Lokalavisen.
Her er indtryk fra dagen.