økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Dag 11 - Tirsdag d. 23. august

Solskinsbørn fra Brenderup og omegn

Dagen starter med flag og fødselsdagssang for Ulla. Det er 66 år siden hun blev fejret første gang. Og det er nok både første og sidste gang det bliver i Brenderup og Omegns Private Realskoles hjemkundskabslokale.

Så venter vi på eleverne i skolegården. 287 elever går her. Det kan hverken ses eller høres. Der er en dejlig rolig og harmonisk stemning, en afslappet ordentlighed - en atmosfære af æstetisk omsorg mærkes såvel inde som ude. Det er svært at sætte ord på, men vi kunne ønske at alle danske skolebørn kunne indoptage en lignende oplevelse hver eneste dag.
En af Fod på Livet-deltagerne danser med en gruppe piger før afgang.


Der der samling for 7.a, 7.b og 8. klasse i skolegården. Alle har fået et lille gul og grønt
armbånd med Fod på Livet. Skoleleder Poul Strandgård kommer her forbi Ana´s linse.

Anna synger sin smukke pilgrimssang for os alle.


Så er der afgang. Med Ib i spidsen for sin 7. klasse.
Turen går langs kysten. Nogle går på stranden, andre lidt oppe i skoven.


På vores deltagere lyder det til at have været en hyggelig tur. Og at dømme ud fra billederne her, har også børnene haft det dejligt.


Ved Vejlby Fed Camping slutter turen for klassernes vedkommende. Klokken er halv tolv. Vi,
madholdet, har lavet Solskinsmad til Ib´s klasse. Portionsanrettet. Det ser ud til at smage børnene. De fleste nikker anerkendende og siger, at de synes om det. Et par stykker skal have ekstra portion.

Der bliver spurgt til maden, hvad den indeholder, og hvorfor vi spiser den. Vi taler om friske grøntsager med mange vitaminer og mineraler, som gør det nemmere at opretholde en god kondition og holde forkølelser og andet væk. Vi snakker lidt om, hvad der skal til for at kunne holde koncentration, og at man helst skal tygge maden grundigt for at få alle næringsstofferne ud af
maden og ind i kroppen.



Herfra går gruppen videre og børnene bliver kørt tilbage i skolens bus.

I Strib møder vi Ole Håning Thomsen, som endnu engang har taget del i Fod på Livet ved at stille sin tid og båd til rådighed for deltagerne og sejle os til Fredericia. Tak for denne herlige mulighed!




Endelig ankommer vi til Fredericia og her går de fleste på bytur. Trods de mange kilometer i benene er det for fristende, og det er selvfølgelig, fordi der skal købes plastre til vablerne, at det er helt nødvendigt at se noget "civilisation"! Vi er ellers efterhånden nået til det punkt, hvor verden er blevet lidt fjernere. Det hele er kommet en anelse på afstand. Men i alt fald: Goddag til Jylland og en ny skole. Denne gang Treldevejens skole på Havepladsvej. Ejner som er vores guide i morgen nord for byen er på besøg for at spise solskinsmad med os.