økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Onsdag d. 25. august

Begunstiget af vejrguderne!

Tak til Ans skole for overnatning!
Vi startede ud i et lidt klamt vejr efter en nat med lyn, torden og øsregn. Men snart klarede det op og blev til den dejligste sommerdag. Ruten gik langs Tange sø.

Gruppen var lidt stille, da ca. halvdelen havde en såkaldt Stille-dag, hvor man kunne frabede sig tale.


Længere fremme mødtes vi ved kirken i Mammen.

Herfra gik turen gennem skoven ned mod savværket og over åen op mod Ø-bakker.
På denne strækning oplevede deltagerne mange ting: èn redede tre hunde fra at blive kørt ned. I åen havde man slået græsset, som flød af sted i de mest kunstneriske former og havde betaget tilskuerne. Ø-bakker tiltrak selv trætte mennesker på endnu trættere ben. Og selv savværket syntes at have været en oplevelse at gå igennem.
Der forlyder at have passeret følgende samtale på vej gennem spånerne: "Hold op hvor er vi blevet et par dejlige kvinder!"
"Jah, Det er nu dejligt at have smidt de par kilo!"
"Bare de nu ikke tager fejl af mig og et bræt!"

Margit fortalte følgende historie fra i går. Høfligt adspurgt om vejen til Ans, havde en djærv jyde svaret: Det er lige for enden af vejen og til højre! Så Margit gik og gik og gik - og kunne ikke forstå at enden af vejen ikke snart viste sig. For pokker, for enden af vejen....det måtte da være lige om næste sving... Men det tog hende ca. halvanden time at nå til enden af vejen... Og ganske rigtigt: dér var Ans!

Margit leverede også dagens tikrone i enører for mig:
"Jeg skulle hilse og sige, at Ørum ligger på 6. sal uden elevator......!?"
Hun måtte gentage tre gange, før jeg - uendelig langsomt - fattede hvad joken gik ud på!

Her holder en Esther, Frida, Rikke og Per hvil på vej gennem Ø-bakker.

Per fik sig senere en god portion bær og lagde sig til en times hvil i den blomstrende lyng.
Og Peter fik øje på ganske små firben, som lå og solede sig.

View over Ø-bakker.


Vi påskønner i den grad vejret i disse dage: det holder tørt lige indtil vi er kommet inden døre - og så bryder det løs!

Radio Midt og Vest tog os på en direkte telefonlinie i formiddags, så deltagerne blev mødt med varm genkendelse på eftermiddagens march. Børnene kommer og spørger os, hvorfor vi skal sove på deres skole og hvorfor vi gør, hvad vi gør. I det hele taget synes de lokale her at være meget nysgerrrige og lydhøre for at vide mere om projektet.

Der er en dejlig og afslappet stemning i gruppen. Selv om deltagerne generelt er godt brugte, når de stævner ind på skolen for overnatning, er der samtidig højt humør og overskud til lidt af hvert. Nu kommer deltagerne og vil hjælpe til med madlavning og opvask, og hertil aften har der været højtlæsning af H.C. Andersen! Vi nåede 4 eventyr, da murstenen med hans samlede værker gik på omgang i et af klasseværelserne.