økoferie vandreferie vandring sundhed pilgrimsvandring
samarbejdspartnere
Fredag d. 20. august

Fra Gorm og Thyra's høje til Tørring

Birgits fødselsdag - Hjertelig tillykke!

Vi gik over Jelling's kirkegård og ud på dét, som betegnes hærvejen. Det er nu temmelig svært at se nogen gammel vej på det stykke endsige forestille sig at den engang har været der.
Vi har en enkelt gæst med os i dag.
Det regnede til en afveksling: nogle går med paraplyer, fordi det er for varmt at gå med regnslag og regntæt tøj. Alle kom frem til Tørring i dag, men ikke til Playland, som meget elskværdigt havde givet os lov til at benytte deres store festtelt som frokoststed. Nogle havnede på skolen i Tørring og fik derfor ikke frokost. De havde ikke fulgt ruten, og kom derfor slet ikke forbi Playland.
Der er nye vabler på spil hos nye deltagere - og overanstrengte underben! Vi behandler med sæbevand, bukkehorns-omslag og noni-juice.



De "gamle" vabler er begyndt at gå, og det går rigtig godt.

Vi har hentet mad helt i Bjerringbro i dag! Det er ellers alt for langt at køre, men der spises meget i det våde vejr, fordi det kræver flere kræfter at gå. Og Solhjulet var vores redningsmand med salat og krydderurter. Vi har også fået en ny forsyning af Aurions fantastiske brød. Vi kan melde, at selvom alle de forskellige brød er spændende at smage, så vækker pesto-brødet og frugtbrødet den største begejstring! Næh, næh, siger nogle: det er olivenbrødet og speltkærnebrødet! For slet ikke at tale om Pumpernikkel, siger andre!

Ellers er vi landet på en dejlig skole - stor imødekommenhed, masser af plads og et herligt køkken, hvor vi har fået lov at være med vores grønne mad. Og bedst af alt forekommer det: vi kan vaske vores tøj til de sidste 14 dage!

Dagens sjove historie: Der kom en pige fra 2. klasse hen til Henrik og spurgte, hvad vi lavede. På svaret fra Henrik stak pigen pegefingeren op til hovedet for at indikere, at han var godt tosset og så gik hun sin vej. Lidt efter kom hun tilbage og spurgte forsigtigt, om hun
måtte få hans autograf!